Universal Robots-millionær investerer i vin og fitness
Thomas Visti tjente millioner på salget af Universal Robots, og nu har han investeret nogle af pengene i helt andre brancher.
Formuen fra salget af Universal Robots har Thomas Visti ikke kun brugt på nye roboteventyr. Han har puttet en ukendt sjat penge i to helt andre slags virksomheder - en vinbar og et fitnesscenter, som begge ligger i Odense.
»Jeg kan godt lide at dyrke fitness. I forhold til vinbaren er det lidt det samme. Det er et sted, hvor jeg godt kan lide at komme. Derudover bor jeg i Odense, og det er derfor naturligt for mig at investere lokalt,« siger Thomas Visti.
Da amerikanske Teradyne købte Universal Robots for 1,9 mia. kr., steg Thomas Vistis formue med »et større tocifret millionbeløb,« har han tidligere fortalt. En del af formuen har han brugt på nye roboteventyr. Han har investeret i On Robot og Mobile Industrial Robots, som han også står i spidsen for som adm. direktør, men der var altså også plads til alternative investeringer.
Den nye vinbar, som officielt åbner på lørdag, hedder Amy's Bar & Winehouse - opkaldt efter den afdøde sangerinde Amy Winehouse - og den skal til daglig drives af Nikolaj Elbrønd og Gry Clausen. Thomas Visti er med på sidelinjen, eller som han selv siger med et grin:
»Jeg kommer primært til at sidde på den anden side af baren, når jeg har fri. Det retfærdiggør samtidig, at jeg skal i fitnesscenteret bagefter.«
Det er ok at komme og sige, at man er glad for vin uden at have læst fem bøger først.
Selv om Thomas Visti til daglig har travlt med robotter, har han lagt mange timer i udviklingsfasen af vinbaren, som han ejer en tredjedel af. Han fortæller, at inspirationen til vinbaren er hentet fra flere besøg i Sydeuropa.
»Vi vil gerne se, om vi kan videreføre stemningen og servicen i Odense. For os kan det med at gå på vinbar sagtens være afslappet og folkeligt. Det er ok at komme og sige, at man er glad for vin uden at have læst fem bøger først,« siger han.
Det nye fitnesscenter, som går under navnet Fitness Stronger, og som Thomas Visti ejer godt 10 pct. af, slår også dørene op inden længe. Centeret får et lidt mere eksklusivt præg, og priserne starter fra 500 kr.
»Vi har fokus på personlig træning, så den travle erhvervsmand virkelig også får udbytte ud af at komme i centeret,« siger Thomas Visti og tilføjer, at der også er mulighed for at netværke imens.
Selv om begge koncepter kunne kopieres til andre byer, forelægger der ingen ekspansionsplaner.
»På nuværende tidspunkt satser vi på Odense, og så må vi se. Hvis det bliver en kæmpe succes, ved man aldrig, hvad fremtiden bringer.«