Kommune kræver erstatning af kartelfirma
Snart starter slagsmålet mellem N. H. Hansen & Søn og Gentofte Kommune, som kræver erstatning for at være blevet snydt gennem kartelaftaler. Kommunen har for nylig indgået forlig med et andet byggefirma.
Gentofte Kommune kræver, at tømrer- og snedkervirksomheden N. H. Hansen & Søn tilbagebetaler det, som kommunen mener, at den er blevet snydt for gennem ulovlige prisaftaler.
Erstatningsslagsmålet skal for Sø- og Handelsretten i slutningen af august, og omdrejningspunktet er to entrepriser, som står nævnt i den bøde, som N. H. Hansen & Søn har betalt i den såkaldte byggekartelsag.
I forbindelse med en entreprise på Dyssegårdsskolen i Gentofte Kommune har N. H. Hansen & Søn ifølge bøden modtaget 248.900 kr. fra Hellerup Byg, der vandt opgaven, for deres deltagelse "i aftalen eller den samordnede praksis". Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kendt som bagmandspolitiet - har aldrig rejst en straffesag mod Hellerup Byg, fordi virksomheden er gået konkurs.
Selv om det angiveligt var Hellerup Byg, der tog en højere pris for entreprisen og gav nogle af pengene videre til konkurrenten, mener kommunen, at N. H. Hansen & Søn bærer et erstatningsansvar.
»Vi mener, at de alvorlige konkurrenceovertrædelser, som de to firmaer har gjort sig skyldige i, var med til at begrænse konkurrence med deraf følgende højere tilbudspriser og tab for Gentofte Kommune,« siger Mette Mie Nielsen, juridisk chef i Gentofte Kommune, i et skriftligt svar.
Hun fortæller desuden, at det ikke er muligt at rejse noget erstatningskrav mod Hellerup Byg, fordi virksomheden er gået konkurs.
Oprindeligt havde Gentofte Kommune også stævnet Elindco Byggefirma, men parterne indgik i foråret et forlig, som betød, at Elindco Byggefirma skulle betale 160.000 kr. i erstatning, hvoraf de 40.000 kr. er renter. Erstatningen fra Elindco Byggefirma omhandler et udbud om opførelse af klubbygninger på Skovshoved Havn - en opgave, som også N. H. Hansen & Søn bød på.
Derfor rejste Gentofte Kommune et samlet erstatningskrav på 240.000 kr. mod de to virksomheder, som den ene part altså har valgt at betale sin del af. Mette Mie Nielsen forklarer, at de 240.000 kr. svarer til kommunens tab i form af øgede rådgiverudgifter i forbindelse med gennemførelsen af udbuddet af klubhus-entreprisen:
»Gentofte Kommune måtte dengang afholde en ekstra udbudsrunde fordi tilbuddene i den første udbudsrunde var for dyre, idet N.H. Hansen & Søn og Elindco Byggefirma ulovligt udvekslede prisoplysninger og dermed begrænsede konkurrencen og gjorde tilbuddene dyrere.«
N. H. Hansen & Søn ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt, mens Elindco Byggefirma ikke er vendt tilbage på Finans' henvendelser.