Verdens største annoncør skruer ned for Facebook-annoncer
Amerikanske Procter & Gamble vil fokusere mindre på de mest målrettede annoncer på Facebook.
Amerikanske Procter & Gamble, koncernen med verdens største annoncebudget, vil skrue ned for de Facebook-reklamer, der sigter efter bestemte kunder. Metoden er nemlig ikke effektiv nok, mener koncernen, ifølge Wall Street Journal.
Netop de helt målrettede annoncer er en af Facebooks største aktiver: Tjenesten ligger inde med massive datamængder og har brugt årevis på at forfine sin evne til at udvælge forbrugere på baggrund af de 1,7 mia. brugeres alder, køn, hjemsted, indkøbsvaner, sociale interaktion og livsfase.
For en koncern som Procter & Gamble, der sidste år brugte 8,3 mia. dollars på annoncer (55,6 mia. kr.) var det tillokkende med mere målrettede og altså forventeligt mere effektive annoncer til folk med kæledyr, hus, lige hjemvendt fra ferie, på vej til at fejre fødselsdag.
Men ifølge koncernen har man zoomet for meget ind. Mega-annoncøren fortæller om eksempler, hvor brede kampagner har virket bedre end kampagner, der sigtede snævert på de målgrupper, man var ude efter.
Derfor vil man nu fokusere mere på såkaldt reach, altså at komme bredt ud.
Koncernen understreger over for Wall Street Journal, at den ikke vil købe færre Facebook-annoncer - strategien skal bare lægges om, så de meget målrettede annoncer kun bruges, hvor det giver meningen.
Mega-annoncørens beslutning stiller altså spørgsmål ved effekten af et af Facebooks helt centrale produkter.
Sidste år voksede Facebooks annnonceomsætning 49 pct. til 17,08 mia. dollar (114,4 mia. kr.)