PKA investerer 1,3 mia. kr. i engelsk biomassekraftværk
Den danske pensionskæmpe PKA har hentet 1,3 mia. kr. op af pengekassen og investeret dem i halvdelen af et biomassekraftværk, der bliver opført i Nordengland.
Det skriver PKA i en pressemeddelelse.
Værket Teesside Renewable Energy Plant ventes at stå klar i 2020 og får en kapacitet på 299 megawatt.
Dermed fortsætter pensionsselskabet med at investere medlemmernes indskud i projekter, der indgår i overgangen fra sort til grøn energi. Værket kommer til at fyre med bæredygtig biomasse som træpiller og træflis og forventes at kunne dække strømforbruget i ca. 600.000 britiske husstande.
»Investeringen i biomassekraftværket er i tråd med PKA’s strategi om at gøre en positiv forskel for klimaet og samtidige skabe et godt afkast til vores 275.000 medlemmer. PKA har de seneste år foretaget adskillige klimainvesteringer, og anlægget i England vil give mange britiske husstande grønnere strøm,« siger PKA’s adm. direktør Peter Damgaard Jensen i pressemeddelelsen.
Sælger er MGT Power og den anden halvdel købes af investeringsbanken Macquarie Capital.