Fortsæt til indhold

Overraskende nedtur: Kähler må ændre fremtidsplaner

Salgsdyk af en ellers hypet vase har fået kapitalfonde til at trække sig.

Erhverv
Kilde: Børsen

Ejer Frantz Longhi satte tidligere på året den kendte danske keramik-virksomhed Kähler til salg. Men flere kapitalfonde har opgivet at købe virksomheden, der især blev kendt for sine stribede vaser. For Kähler blev midt i salgsprocessen tvunget til at nedjustere sine vækstmål. Det skriver Børsen.

Det er salget af de ellers så hypede jubilæumsvaser, der har taget et ordentligt dyk.

»Det er rigtigt, at salget af jubilæumsvasen er gået mere ned, end vi oprindelig havde budgetteret med, og da vi så det, meldte vi det klart ud til potentielle investorer,« siger Frantz Longhi til Børsen.

Han udtrykker forståelse for, at investorerne gerne vil se, om den forventede vækst kan blive til virkelighed. Longhi understreger, at andre af Kählers nyere produkter sælger »rigtigt godt«, og han tror, at det kan opveje nedgangen i salget af jubilæumsvaserne.

Efter et overskud på 38 mio. kr. i regnskabet 2013/14 havde Kähler sat et resultat på 80 mio. kr. i udsigt for regnskabsåret 2015/16. Men overskuddet bliver lidt mindre, lyder den friske vurdering fra Frantz Longhi, der oplyser, at han stadig er i dialog med forskellige aktører om at få Kähler til at vokse sig stor i udlandet.

Artiklens emner
Kähler Design
Frantz Longhi