Voldsom ventetid på byggetilladelser
Der er 97 dage til forskel på, hvor lang tid det i gennemsnit tog at sagsbehandle en byggetilladelse i landets hurtigste og langsomste kommune i 2015.
Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad på baggrund af en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.
På landsplan har kommunerne i gennemsnit brugt 21 dage på byggesagsbehandlingstiden, viser opgørelsen, der kortlægger, at 28 af landets kommuner har kunnet sagsbehandle byggesagerne på i gennemsnit 14 dage eller mindre, mens det i 65 kommuner tog mellem 15 og helt op til 101 dage.
Vallensbæk og Tønder er de hurtigste. Her er sagsbehandlingstiden nede på 4 dage, mens Skive og Syddjurs Kommune følge lige efter med hhv. 6 og 7 dage.
I den anden ende af skalaen ligger Samsø Kommune med 101 dage og Langeland og Fredericia med hhv. 56 og 53 dage.
Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius siger til Licitationen-Byggeriets Dagblad, at der er nogle kommuner, som står med et forklaringsproblem
”En fuld oplyst sag bør kommunerne kunne behandle på to uger. Der kan så i nogle tilfælde godt være visse særlige forhold som naboer eller andet, så man når op på fire uger, men hvis ikke man generelt kan klare sagsbehandlingen på få uger, så er der noget galt med processen”, understreger han.
Torben Liborius fremhæver, at den tekniske byggesagsbehandling i 2017 lægges om til, at certificerede virksomheder skal stå for den.
”Men kommunerne spiller stadig en væsentlig rolle i at sikre, at man kan bygge hurtigt og på gode vilkår”, siger han.