Fortsæt til indhold

Tobaksgigant vil vælte det danske cigaretmarked

Verdens største tobaksgigant, Philip Morris, vil ruske gevaldigt op i det danske rygermarked med en tobak, der skal dampes i stedet for at ryges.

Erhverv

Millioner af rygere skal nu omvendes fra at ryge tobak til at dampe tobak. Analytikerne tror, det vil indtage en betydelig del af hele tobaksmarkedet, der skal tælles i milliarder af kroner.

Det er tobaksgiganten Philip Morris, der ellers tjener formuer på ikke mindst mærket Marlboro, som vil introducere det nye mærke Iqos, hvor tobakken varmes op uden at brænde.

Iqos har indtil videre sikret sig en markedsandel på 2,2 pct. i Japan, 3,7 pct. i Tokyo, det kan købes i bl.a. Portugal, Italien, Schweiz, og nu markedsføres det i Danmark og Tyskland.

»På verdensplan er der mange voksne rygere, der ikke ønsker at stoppe, og som efterspørger produkter, der potentielt er mindre skadelige end cigaretter. Det er det, der er vores ambition med Iqos: At konvertere alle de voksne, der ikke ønsker at stoppe med tobakken, til potentielt risikoreducerede produkter som f.eks. Iqos,« siger Thomas Jepsen, som er Philip Morris' kommunikationsansvarlige i Danmark.

Aktieanalytiker Bonnie Herzog fra Wells Fargo tror, at der er et enormt potentiale i Iqos.

»Iqos kan erstatte op til 30 pct. af industrien med brændte cigaretter i de udviklede markeder frem mod 2015, øge udbredelsen af rygning og accelerere bevægelsen mod dyrere mærker i det samlede marked,« vurderer Bonnie Herzog.

Det vil ikke være en udvikling, der glæder Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Han peger på, at den opvarmede tobak i Iqos sandsynligvis vil udvikle mange af de samme skadelige stoffer, som når man ryger en almindelig brændt cigaret.

»Det kommer ikke til at påvirke folkesundheden positivt. Så meget er sikkert. Mange af de stoffer, som er kræftfremkaldende, vil jo stadig være i det, som kommer fra det her produkt,« siger Niels Them Kjær.

Det er uvist, i hvilket omfang Iqos vil true de andre produkter, som rygere bruger, når de skal ryge mindre. Men indtil videre føler den flanke af markedet sig ikke truet.

»I modsætning til e-cigaretter og tyggegummi indeholder Iqos tobak, og det holder vi os fra. Det er godt, at der kommer innovation, men de mangler fortsat at overbevise myndigheder og rygere, om at det er produkt med reduceret risiko, og det ved jeg ikke, om de kan,« siger Søren Birn, adm. direktør i Fertin, der laver e-cigaretter og nikotintyggegummi.

Artiklens emner
Fertin
Philip Morris