- Opdateret 29/08/2016 kl. 10:09
Mobilepay-appen virker igen efter morgenknas
Danske Bank har fået Mobilepay-systemerne op at køre for fuld kraft igen efter et nedbrud her til morgen.
Efter knap to timers nedbrud her til morgen er Mobilepay-systemerne igen oppe at køre.
Presseansvarlig Peter Kjærgaard Nielsen fortæller, at man igen er i fuld drift, men er endnu ikke klar over den præcise årsag til nedbruddet.
Tidligere på dagen fik man følgende besked, når man forsøgte at logge sig på Mobilepay-appen:
- Der kan i øjeblikket være problemer med at logge på Mobilepay. Vi arbejder på at løse problemet hurtigst muligt.
Det lykkedes altså, og dermed er det populære betalingssystem igen klar til brug.
Mobilepay blev lanceret i Danmark i maj 2013 som en gratis mobilløsning til overførsel af penge, og siden er også Finland og Norge koblet på.
Mere end tre millioner danskere har indtil videre downloadet appen til deres mobiltelefon, og heraf er 70 procent kunder i andre pengeinstitutter end Danske Bank.
Hver dag er appen i brug op mod 750.000 gange, og der overføres i snit hvert minut 83.152 kroner - når systemet ellers virker, som det skal.
/ritzau/