Krosby afviser kendskab til tys-tys-kilde
Tidligere redaktionschef på Se og Hør havde på fornemmelsen, at personer højt oppe i Aller Medias hierarki kendte til tys-tys-kilden. Topchef afviser at have vidst noget om kilden.
Vidste topledelsen i Aller Media noget om den såkaldte tys-tys-kilde, Peter Bo Henriksen, der er kernen i Se og Hør-sagen?
Det spørgsmål, blandt mange andre, blev taget op torsdag, da sagens retslige efterspil begyndte ved retten i Glostrup. Her kørte tre tilståelsessager mod Aller Media, tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov.
Sidstnævnte udlagde sin version af sagens forløb, og Kim Bretovs fornemmelse var, at kendskabet til kreditkortkilden rakte højt op i systemet hos Aller Media.
”Vidste man oppe i huset, at I havde den her kilde,” spurgte specialanklager Morten Frederiksen, hvortil Kim Bretov svarede:
”Det var min fornemmelse.”
Hvad byggede du den fornemmelse på?
”Det byggede jeg på, at på et tidspunkt fik jeg at vide af chefredaktør Kim Henningsen, at man havde haft diskussioner med den adm. direktør Pål Thore Krosby om, at han var nervøs for, om vi havde den type kilder. Det var, fordi man kiggede på, hvad der var sket på News of the World i England,” sagde Kim Bretov med henvisning til skandalen om den britiske tabloidavis, der måtte lukke i 2011.
Pål Thore Krosby afviser imidlertid, at han vidste noget om Se og Hørs kreditkortkilde.
”Jeg har fra sagens begyndelse klart afvist påstande om, at jeg skulle have haft kendskab til de beskrevne ulovlige forhold på Se og Hør - dette gentager jeg gerne igen. Men uden at jeg kan huske konkrete situationer, kan jeg ikke afvise, at jeg i forbindelse med spektakulære sager som News of the World i en eller flere sammenhænge har understreget, at vi ikke accepterer tvivlsomme redaktionelle metoder i Aller. Jeg vil til enhver tid give besked om at stoppe evt. ulovligheder, hvis jeg fik kendskab til dette,” udtaler Pål Thore Krosby i en skriftlig kommentar til MediaWatch via Aller Medias kommunikationsafdeling.
Sagen har kostet Aller Media et stort tocifret millionbeløb. Dertil kommer den bøde på 10 mio. kr., som selskabet blev idømt i torsdag. Aller Media har valgt at acceptere bøde.
Ud over Aller Media blev også Lise Bondesen og Kim Bretov dømt ved tilståelsessagerne i torsdags. De blev begge idømt seks måneders betinget fængsel. Lise Bondesen valgte at acceptere sin straf, mens Kim Bretov udbad sig betænkningstid.
Sagen fortsætter 9. september, hvor yderligere seks personer vil sidde på anklagebænken.