Stifter af Altan.dk træder tilbage - nu står sønnen med en stor opgave
Altanvirksomheden Altan.dk skal vokse i provinsen og i Sverige med en ny mand i spidsen. Casper Knudsen bliver ny direktør efter sin far, Peter Knudsen.
Det bliver ikke Altan.dk-stifteren, Peter Knudsen, der skal indfri altanvirksomhedens mål om at vokse i provinsen og indtage Sverige. Han har overladt direktørposten til sin søn, Casper Knudsen, som med en ejerandel på 45 pct. allerede er at finde i ejerkredsen.
»Altan.dk vil fortsat være det, virksomheden altid har stået for – også med mig bag roret. Jeg har de samme idéer og holdninger til, hvordan man skal opføre sig, men jeg vil nok være lidt mere procesorienteret, end min far har været,« siger Casper Knudsen.
»Jeg vil sætte mere fokus på processer og ensartethed. Der er mulighed for optimering,« uddyber han.
Ud over den nye titel som Altan.dk-direktør er 35-årige Casper Knudsen også medejer og direktør for Platform.as, som tilbyder mobile platforme som erstatning for det traditionelle stillads. Det fortsætter han med at være, og der foreligger ingen planer om at slå de to virksomheder sammen.
»Der kommer ikke til at ske andet end, at jeg får lidt mere travlt. Det giver ingen mening at slå virksomhederne sammen, da de er to helt forskellige virksomheder,« siger Casper Knudsen.
Hos Altan.dk, som også sætter elevatorer op under navnet Alevator.dk, får den nye direktør fremadrettet bl.a. travlt med at erobre markedsandele i Sverige.
»Vi kigger meget på Sverige, og vi har også fået vores første svenske opgave i Malmø. Den skal vi udføre i løbet af efteråret,« fortæller Casper Knudsen.
Så længe de svenske aktiviteter foregår i den sydlige del af Sverige, vil Altan.dk sende sine danske altanmontører over Øresundsbroen, men hvis virksomheden får fodfæste længere væk, kan det ifølge Casper Knudsen godt blive aktuelt at oplære nye montører i Sverige.
Sverige er ikke det eneste sted, hvor Altan.dk gerne vil vokse. Uden for storbyer som Aarhus og København er der også efterspørgsel på altaner og elevatorer, siger Casper Knudsen:
»Vi forsøger at fokusere lidt mere på hele landet. Der er masser af ejendomme i provinsen, der også har brug for en altan.«