Coop Bank intensiverer kundejagten
Nye kunder er afgørende for Coop Banks fremtidsmuligheder.
På et halvt år har Coop Bank fået 10.000 nye kunder, og jagten på nye intensiveres. Ved udgangen af 2017 forventer banken at have rundet de 100.000 kunder.
Sådan lyder ambitionen fra bankens direktør Allan Nørholm i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet torsdag. Coop Bank fik som ventet et underskud - denne gang på knap 30 mio. kr. før skat. Men i perioden har der været vækst på flere områder.
Banken har nu ca. 70.000 kunder. På et halvt år er der bevilget nye kreditter for 196 mio. kr. Udlån og bevilgede kreditter udgør nu samlet set 1,1 mia. kr.
Med et kundegrundlag på 1,6 mio. medlemmer synes 70.000 kunder ikke af mange. Men Allan Nørholm er alligevel tilfreds.
Nøgletal for Coop Bank:
| i 1.000 kr. | 1. halvår 2016 | 1. halvår 2015 |
|---|---|---|
| Netto rente og gebyrindtægter | 16.640 | 9.708 |
| Nedskrivninger på udlån | 3.848 | 5.891 |
| Resultat før skat | -29.724 | -34.850 |
| Indlån | 883.643 | 885.955 |
| Udlån | 433.653 | 276.652 |
»Jeg synes, at det er rigtig mange kunder. Vi er vel blandt de 20 institutter i Danmark, der har flest kunder efter ca. tre års historie. Vi forventer, at vi fortsætter med at få i nærheden af 20.000 kunder om året de kommende år. Vi regner altså med at runde de 100.000 kunder med udgangen af næste år, og at kundetilgangen fortsætter derefter,« fastslår han.
Og vækst er et indbygget krav i forretningsplanen.
»Vi laver fortsat et underskud og det har vi ikke tænkt os at blive ved med. Vækst er en forudsætning for at ændre på det. Særligt er vækst i udlånet afgørende. Det er vanskeligt at sige præcist, hvor meget der skal til, førend der opnås overskud på driften. Det afhænger helt af hvilke typer forretninger vi får på bøgerne,« siger Allan Nørholm.
Coop Bank har en plan for, hvornår forretningen skal gå i break even, men den holdes tæt til kroppen.
Allan Nørholm henviser til, at den udlånsvækst, der realiseres i år først vil kunne ses på næste års resultat. Coop Bank har i løbet af første halvår introduceret et lån på mellem 100.000 og 200.000 kr. med en rente på 5,95 pct.
Coop Bank er 100 pct. af ejet af Coop og er forbeholdt detailgigantens 1,6 mio. medlemmer. Coop Bank satser på enkle bankprodukter som løn- og opsparingskonti samt kreditter og kreditkort.

