Forsvarerne fik ikke deres vilje: Anklager bliver på Se og Hør-sagen
Specialanklager og ankermand på Se og Hør-sagen, Morgen Frederiksen, er ikke inhabel i sagen, vurderer dommeren i dag.
Gruppen af forsvarsadvokater i Se og Hør-sagen fik ikke held med at få specialanklager og ankermand, Morten Frederiksen, smidt af sagen.
Dommer Mette Lyster Knudsen og de to domsmænd vurderer denne formiddag, at der ikke er grund til, at Morten Frederiksen skulle være inhabil, hvilket ellers var forsvarsadvokaternes protest.
Forsvarerne har protesteret over, at Morten Frederiksen har vist et bilag i sagen til en TV 2-journalist: En liste over 114 kendisser, som tys-tys kilden overvågede, sendt af kilden selv til Se og Hør.
Listen indgik i anklagerens forelæggelse af sagen og blev vist på storskærm i retslokalet. Men når anklageren giver en journalist lov til at afskrive hele listen, er det et forsøg på at påvirke offentlighedens fremstilling af sagen - og ikke lovligt, mente forsvarerne, der derfor tirsdag i denne uge nedlagde påstand om, at Morten Frederiksen skulle erklæres inhabil og dermed fjernes fra sagen.
Morten Frederiksen har argumenteret, at visningen holdt sig inden for reglerne om aktindsigt, der giver pressen - og dermed offentligheden - adgang til oplysninger i en sag, skriver Tv2.dk.
Og det har retten altså givet ham ret i. Dommer Mette Lyster Knudsen har understreget, at der ikke er tale om fortrolige oplysninger, skriver tv2.dk.
I dag fortsætter retsmødet med forklaring fra den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen. Ken B. Rasmussen er en ganske central person i sagen, da det var hans bog »Livet det forbandede«, der med sine beskrivelser af metoderne på et sladderblad satte gang i skandalesagen sidste år.
Bogen er af forlaget klassificeret som en roman, altså fiktion, men flere elementer i bogen har vist sig at ligge meget tæt op ad det, der er kommet frem i Se og Hør-sagen.