Apple tildeles ny kæmpebøde - Nu vil Japan have 772 mio. kr. i skat
Penge tjent i Japan blev sendt til Irland, hvor de var nemmere at betale skat af, lyder dommen. Nu skal Apple betale tilbage.
Apple er landet i endnu et internationalt skattekontrovers. Nu - blot uger efter, at EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager har tildelt Apple en skatteregning på 100 mia. kr. - langer Japan også ud efter den amerikanske it-gigant.
En bøde på 12 mia. japanske yen, svarende til omkring 772 mio. kr., er blevet udstedt af de japanske skattemyndigheder, efter Apple angiveligt har undladt at betale skat af de indtægter, Apples japanske Itunes-afdeling har indbragt virksomheden.
Det skriver blandt andre Financial Times og Independent.
Ifølge de japanske skattemyndigheder har den japanske Itunes-afdeling nemlig sendt indtjent profit til en Apple-afdeling i Irland - og derfor betalt skat af indtægterne i dér, hvor Apple havde gode skattevilkår, og ikke i Japan.
Det er netop de irske skattevilkår, Apple nu bliver straffet for af EU, der har kaldt aftalen mellem Irland og Apple for ulovlig - og herefter idømt Apple en skatteregning på 100 mia. kr.
Hverken Apple eller de japanske skattemyndigheder har kommenteret sagen.
Ifølge lokale japanske medier har Apple dog allerede betalt beløbet tilbage, skriver Financial times.