Skjult katastroferegnskab for Amager Bakke: Negativ egenkapital på 1,5 mia. kr.
I et hidtil hemmeligholdt årsregnskab for 2015 har Amager Ressourcecenter nedskrevet 2,2 mia. kr. på prestigeanlægget Amager Bakke. Ledelsen mener, at tabet er væk efter politikerne har ændret rammevilkår.
Problemerne på hovedstadens nye affaldsanlæg Amager Bakke har ført til, at selskabet bag prestigeanlægget har bogført en negativ egenkapital på 1,5 mia. kr. Det fremgår af et hidtil skjult årsregnskab for 2015, som Finans har fået aktindsigt i.
Lave elpriser og faldende affaldsmængder har ødelagt økonomien for Amager Bakke. Det kommunalt ejede selskab Amager Ressourcecenter (ARC) har derfor nedskrevet værdien af anlægget med 2,2 mia. kr. Det har på et år sendt egenkapitalen fra 705 mio. kr. til minus 1,5 mia. kr.
»Det her regnskab viser, at man har ramt fuldstændig skævt med prognoserne for det projekt,« siger Claus Holm, der er professor på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.
Finans og Jyllands-Posten har tidligere afdækket, at anlægget har været truet af et langsigtet tab på 1,9 mia. kr. Regnskabet kaster for første gang lys over, hvordan de dårlige fremtidsudsigter har ramt selskabet her og nu.
Ifølge selskabets ledelse er de blodrøde tal i katastroferegnskabet dog allerede fortid.
Adm. direktør Ulla Röttger har ikke ønsket at stille op til interview, men direktionen oplyser i en mail, at værdien af affaldsanlægget er opskrevet igen, efter at politikerne for tre uger siden vedtog en politisk redningsplan, der giver mulighed for at importere affald fra udlandet.
Flere eksperter har sået tvivl om holdbarheden i den politiske redningsplan, fordi den afhænger af den internationale prisudvikling på affald, som er behæftet med stor usikkerhed.
Men det afviser bestyrelsesformand Lars Weiss, der mener, at redningsplanen og de ændrede politiske rammevilkår har løst de økonomiske problemer.
»Det bliver et godt regnskab for 2016. Det skyldes, at vi kan opskrive egenkapitalen, ligesom vi har nedskrevet den nu,« siger Lars Weiss.
Amager Ressourcecenter I/S | 2015 | 2014 | 2013 |
Nettoomsætning i mio. kr. | 423 | 484 | 441 |
Resultat i mio. kr. | -2.271 | -54 | -47 |
Egenkapital i mio. kr. | -1.520 | 705 | 1.044 |
Brændt affald ton | 332.000 | 320.000 | 338.000 |
Brændt biomasse ton | 65.000 | 116.000 | 71.000 |