Her tjener kvinder fire gange så meget som mænd
Ifølge modeagent Elizabeth Rose er der stor forskel på mandlige og kvindelige modellers lønniveau.
I modebranchen afhænger løncheckens størrelse i urimelig grad af, hvilket køn man er. Det mener Elizabeht Rose, agent for flere mandlige modeller hos bureauet Premier, som bl.a. har haft supermodellerne Naomi Campbell og Cindy Crawford på lønningslisten.
Dog mener hun, at den store forskel fra andre erhverv er, at det i modeindustrien er en klar fordel at være kvinde.
»Jeg tror, det er den eneste industri, hvor mænd tjener mindre end kvinder. Det er unfair for mændene, og jeg mener ikke, det har noget at gøre med kvindelig selvstændiggørelse,« siger Elizabeth Rose.
Hun forklarer, at en kvindelig model får op mod 40.000 dollars - ca. 260.000 kr. - for at indtage catwalken til de rigtige shows, hvorimod en mand kan se frem til omkring en fjerdedel af det beløb.
Det skriver BBC.
Verdens bedst betalte kvindelige model tjente sidste år ifølge Forbes 44 mio. dollars - ca. 290 mio kr. Sidst de undersøgte de mandlige modellers løn var i 2013, hvor Sean O'Pry toppede listen med 1,5 mio dollars - knap 10 mio. kr.
Ifølge Elizabeth Rose kan de ulige lønforhold forklares med, at annoncører tjener mest på at sælge kvindelige produkter og derfor er villige til at punge ud for de kvinder, som skal udgøre produktets blikfang.
Branchens støt stigende opfordringer til mænd om at bruge både kindrødt, voks og mascara har dog allerede haft en effekt, mener hun. Mænd bruger flere og flere skønhedsprodukter, hvilket har haft en lille effekt på lønningerne.
Samtidig er mandlige modellers karrierer ofte betydelig længere end kvindernes.
»Mænd har en længere karriere, helt sikkert. De mandlige modeller, som tjener mest er i deres 30'ere,« siger hun.
Alligevel oplever hun en stille opstand, hvor flere mandlige modeller er begyndt at kræve samme løn som kvinderne.


