Fortsæt til indhold

Direktør forlader Maersk Oil - hovedsædet står foran storvask

Den nye direktør i Maersk Oil skulle ikke være udpeget i lang tid, før hun satte gang i arbejdet med at skære forretningen endnu mere til. Olieselskabets vækstdirektør stopper og samtidig overvejer man at skalere Maersk Oils hovedkvarter ned.

Erhverv

Kort tid efter at A.P. Møller-Mærsk offentliggjorde planerne om en udskilning af virksomhedens olierelaterede forretninger inden for de kommende to år, er Maersk Oil nu på banen med planer om en tilpasning af olieselskabets hovedsæde.

I de kommende tre måneder skal man vurdere, om organisationen i hovedkvarteret har den rette størrelse - og det er et direkte svar på den strategiændring, som Mærsk-gruppen præsenterede torsdag den 22. september og samtidig et resultat af, at Maersk Oil næste år mister sin givtige olieaftale i Qatar.

Dermed er der lagt op til en beskæring af staben i Maersk Oils hovedsæde, selv om man i 2. kvartal trods lav oliepris formåede at få vendt den økonomiske udvikling og atter tjene penge, men ifølge den kommende adm. direktør, Gretchen Watkins, der officielt tiltræder ved månedsskiftet, har Maersk Oil fortsat brug for at tilpasse forretningen til et prismiljø som nu med oliepriser under 50 dollars.

Tilpasningen handler også om hele porteføljen af olieprojekter og de langsigtede vækstplaner. Storvasken i Maersk Oil kommer til at stå på i resten af året, men allerede med udgangen af oktober vil den have reduceret i Maersk Oils afdeling for Teknologi og Projekter, mens Maersk Oils vækstorganisation skal omlægges.

På den baggrund stopper Ebbie Haan, vækstdirektør i Maersk Oil, den 7. oktober.

Den nyudnævnte Gretchen Watkins er helt på det rene med, at udmeldingerne kommer til at skabe uro i staben, som allerede har sagt farvel til 1250 medarbejdere i tiden med lav oliepris.

»Vi anerkender fuldt ud, at denne meddelelse vil påvirke vores ansatte. Ved at skride hurtigt til handling håber vi at minimere usikkerheden og sikre, at vi fortsætter med at holde fokus på kort sigt, på sikre og effektive operationer og fortsat eksekvering af vores verdensklasse projektportefølje i Nordsøen. Vi gør det godt i et svært marked, og vi vil have, at det fortsætter,« udtaler hun i meddelelsen.

Her fremhæver hun, at Maersk Oil er opsat på at vokse i de kommende år, hvilket understreges af de 1-2 mia. dollars man har investeret i f.eks. Culzean- og Johan Sverdrup-felter. De vil bidrage med hundredtusindvis af olietønder af ny olieproduktion i Maersk Oil:

»Vi har en lys fremtid som hjørnestensforretningen i Maersk Energy,« siger hun med henvisning til Maersk Oils placering i energidelen af det opdelte Mærsk, hvor Maersk Oil optræder side om side med Maersk Drilling, Maersk Supply Service og Maersk Tankers som en af de fire forretninger, som Mærsk-ledelsen vil skille ud fra A.P. Møller-Mærsk A/S.

Artiklens emner
Maersk Oil
Gretchen Watkins