Fortsæt til indhold

Cheferne er blevet mere glade og rummelige

Toplederes humør svinger i dag generelt mindre end for 10 år siden, og de er blevet mere imødekommende som personer, viser en undersøgelse.

Erhverv

Runger en munter latter ofte ned ad gangen fra hjørnekontoret på din arbejdsplads? Årsagen kan være, at de danske topledere tilsyneladende er i færd med at forvandle sig til imødekommende autoriteter. Det konkluderer en stor undersøgelse foretaget af People Test Systems, som tester personlighed og kompetencer hos kandidater til topjob.

I undersøgelsen analyseres tre humørparametre, som er målt i hhv. 2004/05 og 2014/15. Det drejer sig om stabilt humør, udtrykt positivitet og diplomatisk sans. På alle tre målepunkter har cheferne rykket sig i den positive retning. Cheferne er ligeledes mere tilbøjelige til at stræbe efter at tilpasse deres udtryksform i forhold til situationen og/eller den person, som de taler med.

»At lede stiller krav til, at man kan motivere og ikke er så hierarkisk. Topledere, der er vokset op med moderne ledelse, hvor motivation og anerkendelse har skabt resultaterne, har set vigtigheden af at være motiverende frem for dikterende. Du opnår ikke resultater ved at være en småsur leder i en virksomhed. At kunne grine, at turde blive set i løbebukser og vise sig selv, tror jeg, er med til at skabe en helt anden kultur end tidligere,« siger Torben Tolstøj, der er adm. direktør i People Test Systems.

I undersøgelsen står, at den lettere stemning på ledelsesgangen kan være et resultat af det øgede fokus på anerkendende kommunikation og ledelse, som er opstået igennem de seneste 10 år. Undersøgelsen konkluderer, at de tilsyneladende mere imødekommende chefer kan være en fordel i tider med mange omstillinger og ændringer i virksomheder.

»Hvis en virksomhed står midt i en forandringsproces, der kan være årsag til frustration blandt medarbejderne, så er det væsentligt, at man som topleder kan tilpasse sin kommunikation til den enkelte og møde vedkommende med et positivt udgangspunkt, uanset eget synspunkt,« konkluderes det i rapporten.

Undersøgelsen bærer titlen "Topledere før og nu". People Test Systems har udarbejdet den på baggrund af i alt 844 tests af topledere og toplederkandidater for nylig og for 10 år siden.