Fortsæt til indhold

Flere afgange og flysæder fra jysk lufthavn til København

Danish Air Transport øger betjeningen på indenrigsruten fra Karup Lufthavn. Målet er at fordoble passagertallet.

Erhverv

Karup Lufthavn får flere afgange og flere flysæder på indenrigsruten til København. Det er første skridt på vej mod målet om at fordoble antallet af rejsende mellem lufthavnen i Midtjylland og hovedstaden.

Det er Danish Air Transport, DAT, som øger betjeningen af ruten, fordi efterspørgslen er stigende. I alt bliver der 15 pct. flere pladser til salg i løbet af ugen.

»Vi indsætter flere afgange på alle hverdage og ekstra afgange om søndagen. Det betyder, at rejsende med DAT fra slutningen af oktober får en ekstra afgang om eftermiddagen fra København,« siger Jesper Rungholm, adm. direktør i DAT.

Det er netop flyvningerne om eftermiddagen, som har været udsolgte, så en del rejsende har haft svært ved at komme retur til Midtjylland.

»Vi er overbeviste om, at de ekstra afgange vil komme både erhvervslivet og de privatrejsende til gode,« siger Frans Bjørn-Thygesen, direktør i Karup Lufthavn.

Vi er overbeviste om, at de ekstra afgange vil komme både erhvervslivet og de privatrejsende til gode.
Frans Bjørn-Thygesen, direktør i Karup Lufthavn.

Ruten fra Karup til København har haft solide tocifrede vækstrater igennem det seneste år, efter af Danish Air Transport har overtaget flyvningerne fra Norwegian. I første halvår steg passagermængden med op mod 25 pct.

Det var dog ventet, at væksten ville bremse, efter åbningen af den nye motorvejsforbindelse ved Silkeborg, der betyder kortere køretid til København. Det er imidlertid ikke sket.

»Flytransporten er stadig den hurtigste og nemmeste transportform,« siger Frans Bjørn-Thygesen.

Karup lufthavn er gået i offensiven for at kapre flere passagerer. Målet er at nå 250.000 passagerer på indenrigsruten, og det vil være en fordobling i forhold til niveauet i 2014.

Lufthavnen er i færd med at skifte navn, og tre kandidater er i spil. Det er Midtjysk Lufthavn, Midtjyllands Lufthavn og Central Jutland Airport. Navnet offentliggøres efter en offentlig afstemning.

Artiklens emner
Karup Lufthavn
Danish Air Transport