Fondsbørsens chef i København får toppost i Nasdaq
Bjørn Sibbern er blevet forfremmet hos Nasdaq. Hvorvidt det medfører ændringer i toppen af den danske fondsbørs, oplyses ikke.
Bjørn Sibbern, som er chef for fondsbørsen i København, Nasdaq Copenhagen Exchange, forfremmes til executive vice president i Nasdaq-organisationen, hvor hans ansvarsområde bliver Global Information Services.
I den nye stilling vil Sibbern referere direkte til driftschefen i Nasdaq, Adena Friedman, oplyser Nasdaq.
Fra fondsbørsen i København foreligger ikke oplysninger om - eller kommentarer til - om avancementet betyder, at Bjørn Sibbern skal afløses på den københavnske chefpost.
Nasdaq melder ikke noget om, hvorvidt Bjørn Sibbern fortsætter med at varetage sine opgaver som hidtil i front for den danske fondsbørs.
Selskabets kommunikationsdirektør ønsker heller ikke at kommentere på, hvorvidt der er udsigt til en udskiftning på den post.
»Jeg kan ikke siger mere, end der står i meddelelsen,« siger kommunikationsdirektør Javier Lopez Garrido.
Men vi er enige om, at der ikke står noget om, hvad der skal ske i ledelsen for den danske forretning?
»Ja, men nærmere kan jeg ikke komme det lige nu.«


