Fortsæt til indhold

Danske Bank hårdt presset: Beder tusindvis af ansatte om at overveje frivillig fratrædelse

De ansatte i Danske Bank har fået tre uger til at overveje, om de vil forlade banken frivilligt. Lave renter og lav økonomisk aktivitet har sat bankens økonomi under hårdt pres.

Danske Banks topchef Thomas F. Borgen har lover aktionærerne en høj forrentning af egenkapitalen, og derfor bliver de ansatte nu bedt om at overveje deres fremtid i banken. Foto: Stine Bidstrup.
Erhverv

Danske Bank er under så stort et økonomisk pres, at de ansatte nu bliver bedt om at forlade banken frivilligt.

Mandag fik en stor del af de ansatte i den danske del af banken besked på, at de frem til den 31. oktober kan melde sig, hvis de vil tage imod en frivillig fratrædelse. Målet er at skære i omkostningerne, fordi indtjeningen er under pres af lave renter og en lav økonomisk aktivitet i samfundet.

»Vi har hele tiden fokus på at reducere omkostningerne, og dette er et led i det. Vi vil gerne så vidt muligt undgå at skride til afskedigelser, og i en organisation af vores størrelse er der til enhver tid et antal medarbejdere, der overvejer, om det er nu, de skal stoppe,« siger Kenni Leth, pressechef i Danske Bank.

Kredsformand Steen Lund Hansen fra Danske Bank oplyser, at det er en aftale fra 2014, som ledelsen har valgt at aktivere.

»Det er en del af aftalen, at ledelsen kan aktivere denne mulighed om frivillige fratrædelser for at få overblik over, hvem der kunne forestille sig at fratræde. Det giver en anden stemning, hvis folk stille og roligt selv kan sive ud frem for at man på et tidspunkt skal af med nogen,« siger Steen Lund Olsen.

Ifølge Kenni Leth er der ikke et mål for, hvor mange stillinger, der skal nedlægges, og han kan derfor heller ikke sige noget om, hvor stort et beløb, der skal findes i besparelser i banken, der sidste år havde samlede omkostninger på 21,8 mia. kr.

»Vi har ikke sat noget tal på, hvor mange vi ser søge programmet. Nu ser vi, hvor mange der kommer ind, og så tager vi stilling ud fra det,« siger han.

Danske Bank har 19.400 ansatte, men de frivillige fratrædelser er rettet mod de ansatte i Danmark og primært i afdelingerne personal banking og business banking - som beskæftiger 7.700 personer - men også mod enkelte andre afdelinger.

Danske Bank har lovet aktionærerne, at den senest i 2018 vil forrente egenkapitalen med 12,5 pct. I årets første seks måneder landede forrentningen på 12,4 pct.

»Løbende effektivitetsforbedringer er en del af den plan,« siger Kenni Leth.

Ifølge en af landets største uafhængige kapitalforvaltere skal Danske Banks træk ses i lyset af, at bankernes forretningsmodel er under pres.

»Det er blevet en naturlig del af det at drive bank i dag, at man er nødt til at reducere udgifterne, fordi renten er så lav, og fordi der er mangel på udlånsvækst,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

Artiklens emner
Danske Bank
Danske Kreds