Jysk vingegigant solgt til amerikanere for 11,2 mia. kr.
Den danske vingeproducent LM Wind Power er blevet købt af et af verdens største selskaber.
Vingeproducenten LM Wind Power, der er en af Danmarks største underleverandører til vindmølleindustrien, heriblandt Vestas, er blevet solgt til det amerikanske industrikonglomerat General Electric (GE).
Købsprisen er 1,5 mia. euro, svarende til knap 11,2 mia. kr. Det fremgår af en meddelelse tirsdag eftermiddag.
»Tilbuddet fra GE giver tydelig kommerciel mening for væksten af LM Wind Power, og vi er begejstrede for udsigten til at have en global leder som ejer,« siger adm. direktør Marc de Jong om salget til GE.
LM Wind Power blev oprindeligt grundlagt i 1940 som en møbelproducent (Lunderskov Møbelfabrik) og har siden udviklet sig til at være en af verdens førende producenter af vinger til vindmølleindustrien.
Virksomheden, der har hovedsæde i Lunderskov vest for Kolding, består af 13 produktionsenheder i otte lande spredt over fire kontinenter. Med en ny ejer får LM Wind Power den fornødne styrke til at fortsætte sin ambitiøse vækstplan, mener direktøren.
»Det er en stor dag for LM Wind Power og for vindmølleindustrien,« siger Marc de Jong.
Prisen, som GE betaler for at overtage den danske vingegigant, svarer til 8,3 gange det estimerede driftsresultat (EBIDTA) i LM Wind Power for næste år. I de første seks måneder af 2016 omsatte LM Wind Power for 3,65 mia. kr. og fik et driftsresultat på 647 mio. kr.
Det svarer til en vækst på hhv. 40 pct. og 81 pct.
Ejerskabet af LM Wind Power har længe været usikkert. Det skyldes, at den hidtidige ejer, kapitalfonden Doughty Hansen, for noget tid siden besluttede sig for at lukke den fond, som ejede den jyske vingevirksomhed.
Dougthy Hanson købte LM Wind Power tilbage i 2001 sammen med en række øvrige investorer. Siden har virksomheden haft en del udfordringer, bl.a. en grum finanskrise og et fejlslagent opkøb af Svendborg Brakes, som gav et massivt milliardtab.
I dag er der langt bedre styr på driften i LM Wind Power, der beskæftiger over 5.000 medarbejdere.
General Electric, som nu overtager virksomheden, er et af verdens største selskaber målt på markedsværdi. Flere fonde har tidligere fastslået over for Finans, at General Electric er en oplagt køber, da den amerikanske gigant i forvejen har en række forretninger inden for samme område.
Handlen ventes at blive gennemført i løbet af første halvår af 2017, når og hvis de relevante myndigheder godkender den.


