Medie: Danmarks største it-selskab på vej mod dramatisk fald
Om kort tid udfaser landets største it-selskab, KMD, en lang stribe meget lukrative it-systemer i kommunerne. Det rammer indtjeningen.
Landets største it-selskab, den kapitalfondsejede børskandidat KMD, stirrer ind i en fremtid, der ligger kilometer fra sidste års rekord på omsætning og indtjening.
Det skyldes, at KMD som følge af monopolbruddet på kommunale it-løsninger inden for de nærmeste år udfaser en række meget lukrative it-aftaler med landets 98 kommuner. Det sker til konkurrenter som IBM, CSC, Netcompany og EG.
På tværs af it-branchen og i kommunerne er forventningen fra mere end ti kilder, at de tabte kontrakter i større eller mindre grad vil slå benene væk under KMD’s indtjening.
Udsigten til et stort tab af indtjening bekræftes af en fortrolig analyse, som TV 2 Business er i besiddelse af.
På baggrund af et omfattende datamateriale anslår analysen, at KMD sidste år tjente 650-750 mio. kr. på monopolaftalerne, som kommunerne årligt betaler over en mia. kr. for.
Det skal ses i forhold til, at hele KMD-koncernen sidste år tjente 880 mio. kr. (EBITDA) ud af en omsætning på 5,2 mia. kr.
Det betyder, at de monopolaftaler, der udgør omkring en femtedel af KMD’s samlede omsætning, ifølge analysen - og en række branchekilder - sidste år stod for mindst 70 pct. af den samlede indtjening.
På Copenhagen Business School har professor emeritus Niels Bjørn-Andersen forsket i it-branchen i årtier, og han ser udfordringer for KMD, selvom han ikke kender de konkrete tal.
- Der er ingen tvivl om, at KMD’s EBIT (indtjening før renter og skat) vil blive dramatisk reduceret, når de ikke mere har de monopolsystemer, som nu er blevet konkurrenceudsat. Monopolsituationen har skabt en ekstraordinær høj indtjening, siger Niels Bjørn-Andersen til TV 2.
Hos kommunernes it-fællesskab KOMBIT, der i dag betaler KMD over en mia. for monopolaftalerne, har ingen kommentarer til analysen, der viser, at kapitalfondsejede it-selskab har taget sig ekstraordinært godt betalt hos kommunerne.
Men kommunikationschef Mikkel Tang Hedegaard svarer sådan her på spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre, at man ikke har været i stand til at forhandle bedre kontrakter på vegne af skatteyderne tidligere?
- Man har forhandlet med en monopolist - og med det udgangspunkt har man i et monopolmarked lavet de bedst mulige aftaler på daværende tidspunkt. Når de nye it-systemer er implementeret, kan kommunerne se frem til et marked med flere leverandører, og betydeligt lavere priser, på de samfundskritiske it-systemer som KMD i dag har monopol på.
KMD, der meldes lun på en børsnotering i løbet af 2017, ønsker ikke at stille op til interview, men i en skriftlig udtalelse lyder det.
- KMD kan ikke genkende de økonomiske konsekvenser som TV-2 Business har præsenteret os for. Vi kommenterer af konkurrencehensyn naturligvis ikke i detaljer om vores indtjening, siger økonomidirektør Jannich Lund i en mail.
Direktøren tilføjer, at KMD har sat gang i en række tiltag for at kompensere for den tabte vækst, og at man i årevis har vidst, at både omsætning og indtjening på monopolområdet ville ramme KMD.
- Af samme årsag har KMD længe været i gang med vækststrategien "KMD på flere markeder", som sikrer kompenserende vækst i forhold til faldet på de tidligere monopolområder, siger Jannich Lund.

