Cornelia sprang jobkøen over og landede drømmejobbet
En uopfordret kontakt til især mindre virksomheder kan være vejen til et job for langt flere, mener Djøf.
Da Cornelia Kaas for et halvt år siden blev ansat i Hansens Flødeis, havde hun hverken sendt en jobansøgning eller været igennem et rekrutteringsbureau. Hun fik i stedet jobbet som management assistant, fordi hun selv tog kontakt til Hansens Flødeis på en madmesse.
»På min tidligere arbejdsplads sad jeg som assistent for direktøren, og det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen. Men jeg vidste også, at sådan et job i en lille virksomhed nok aldrig bliver slået op. Det var et job, der skulle findes gennem netværk,« siger Cornelia Kaas.
Inden hun tog på madmessen, havde hun lavet en kort præsentation af sig selv, som hun delte ud til de virksomheder, der kunne være mulige arbejdsgivere. En af præsentationerne fik sælgeren på Hansens Flødeis’ stand.
»Timingen var eminent, fordi vi var på udkig efter en, der kunne hjælpe mig i mit daglige arbejde med salg og administration. Jeg havde ikke slået stillingen op, og det tror jeg helt ærlig heller aldrig, jeg ville få gjort,« siger Anders Eibye Hansen, salgsdirektør og medejer af Hansens Flødeis.
Selvom Cornelia Kaas matchede virksomhedens behov perfekt, fik Anders Eibye Hansen ikke lige ringet til hende. I stedet var det igen Cornelia, der tog initiativet.
»Det handler om at give sit held en chance. Hvis ikke man selv følger op, er det ikke sikkert, der sker noget,« siger Cornelia Kaas.
Hos Hansens Flødeis oplever de ofte, at især ufaglærte jobsøgende kommer ind fra gaden og søger et job, men det er langt mere sjældent, at akademikere som Cornelia Kaas tager den uopfordrede kontakt.
»Det er fedt at blive kontaktet. I små virksomheder er udfordringen, at der er 1.000 bolde i luften. I det virvar af ting, jeg skal tage mig af, er det ikke altid, vi får skrevet et jobopslag eller fulgt ordentligt op på tingene,« siger Anders Eibye Hansen.
Derfor opfordrer fagforeningen Djøf de jobsøgende til at tage kontakt til virksomhederne. Ad den vej er der nemlig mange, der finder et job, viser flere undersøgelser.
»Hvis man som jobsøgende ringer til ejeren og får et kaffemøde, er man foran i køen. Små virksomheder er drevet af ejerledere, der brænder for det, og når man som jobsøgende er opsøgende, taler man taler ind i deres kontekst,« siger Lars Bo Andersson, chefkonsulent i Djøf.


