Landbruget forbereder sig på den ultimative katastrofe
Udbruddene af svinepest rykker tættere og tættere på den danske grænse. Landbruget er i alarmberedskab og skærper nu karantænereglerne for dyretransporter.
Landbrugets topfolk og veterinære eksperter følger med stigende bekymring spredningen af den frygtede husdyrsygdom svinepest. Sygdommen har i et par år huseret i Baltikum, men har nu spredt sig vestpå og rykker uge for uge længere mod vest i Polen og dermed tættere på den danske grænse.
Nye beregninger fra Landbrug & Fødevarer, L&F, viser, at det vil koste erhvervet 2,5 mia. kr., hvis blot en eneste dansk gris konstateres smittet. Spreder smitten sig, vil regningen blive mange gange større.
»Én eneste smittet gris vil medføre, at hele eksporten af svinekød til lande udenfor EU omgående stopper. Samtidig lukkes grænsen i kortere eller længere tid for eksport af levende grise. Selv det mildest tænkelige scenarie, hvor der kun er tale om en enkelt smittet gris og det nogenlunde hurtigt lykkes at få genåbnet eksporten, vil efterlade vores erhverv med en regning på 2,5 mia. kr.,« advarer Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.
Frygten for svinepest får nu L&F til at hæve paraderne og indføre en ny zoneopdeling af Europa og skærpede karantæneregler for dyretransporter. Hele det østlige Polen bliver klassificeret som "sort zone", og lastbiler, som har været i denne zone, må først komme ud til en dansk gård efter behørig vask, desinficering og syv dages karantæne.
»Hvis svinepesten fortsætter med at sprede sig, så udvider vi den sorte zone i takt med spredningen,« understreger Erik Larsen.
Landbruget opererer lige nu med to skrækscenarier.
Det første scenarie er et udbrud af svinepest i Nordtyskland, som vil medføre, at denne region klassificeres som sort zone. Lastbiler, som har passeret gennem denne zone - hvilket alle eksportbilerne gør - må først komme ud til en dansk gård efter syv dages karantæne.
Danmark eksporterer i år 13 mio. levende smågrise. Der eksisterer ikke staldkapacitet til at opfede de mange grise i Danmark, hvis eksporten af levende dyr blokeres helt eller delvist, som følge af svinepest i Nordtyskland.
»Allerede efter få dage vil der være kapacitetsproblemer og ultimativt kan landmændene blive nødt til at aflive grisene for at kunne overholde lovgivningens pladskrav,« påpeger Erik Larsen.
Det andet skrækscenarie er et udbrud i selve Danmark, som straks vil blokere kødeksporten til store oversøiske markeder som Japan, USA og Kina og samtidig medføre midlertidigt stop for eksporten af levende grise.
Selv hvis det lykkes at indkapsle udbruddet, kan det tage op til et halvt år at få genåbnet eksporten til landene uden for EU, vurderer L&F's veterinære eksperter. Dermed skal langt mere svinekød afsættes på nærmarkederne i EU, hvor priserne må ventes at falde.
»Det er selvsagt et meget alvorligt scenarie, men det blegner i sammenligning med det, vi står overfor, hvis vi får et udbrud, hvor smitten breder sig til flere danske besætninger. Derfor er det så enormt vigtigt, at alle danske svineproducenter optræder 100 pct. disciplineret og aldrig slipper en lastbil ind på gården uden at tjekke, at rengørings- og karantænereglerne er overholdt til punkt og prikke,« understreger Erik Larsen.
Svineproducenterne er i denne uge samlet til årskongres i Herning, og her blev de næsten 2.000 deltagere i dag præsenteret for de nye skærpede regler, som skal beskytte erhvervet mod et udbrud af svinepest.


