Her er de 17 vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Folkevogn indgår milliardforlig i USA over dieselskandale. En amerikansk domstol har godkendt Folkevogns plan for at rette op på den store dieselskandale, der brød ud i 2015 og truede med at knække den enorme bilfabrikant. VW vil bruge i alt 101 mia. kr. på programmet.
Nordea Liv & Pension angriber rivalerne med opsigtsvækkende pengegave. Som det første bankejede pensionsselskab begynder selskabet nemlig nu også at sende afkastgaver til selskabets kunder. Fra næste år får kunderne nemlig mulighed for at sætte 5 pct. af den løbende opsparing ind på en særlig konto kaldet DinKapital med en rente på 5 pct.
En herhjemme ukendt dansk direktør har i løbet af få år - og med penge i ryggen fra Facebook-stifter Mark Zuckerberg - vokset en højteknologisk virksomhed fra mindre end 50 til knap 1.000 ansatte. Selskabet har hedder Heptagon og er netop blevet solgt til et østrigsk selskab for knap 1 mia. dollar.
May advarede mod brexit i samtale med storbank i maj. Det fremgår af lydoptagelser fra en samtale, hun havde med storbanken Goldman Sachs en måned før folkeafstemningen. Det er den britiske avis The Guardian, der er kommet i besiddelse af optagelsen. (Investor)
Når tiden en dag er inde til et generationsskifte i Lars Larsens livsværk, er det ikke børnene, som overtager. I stedet lægger dynekongen magten i Jysk hos en professionel fondsbestyrelse frem for at forære hele arven og magten til sine børn, Mette og Jacob Brunsborg. (Berlingske Business)
SAS vil tage kampen op med nye fly for milliarder. 30 nye Airbusfly til et tocifret milliard-beløb skal gøre det nemmere for SAS at tage kampen op mod de fremstormende lavprisselskaber, som i de de seneste år har kapret betydelige markedsandele i den europæiske luftfart.
Landbruget følger med stigende bekymring spredningen af den frygtede husdyrsygdom svinepest, der uge for uge spreder sig vest på fra Baltikum, indover Polene og dermed tættere på den danske grænse. Beregninger fra Landbrug & Fødevarer viser, at det vil koste erhvervet 2,5 mia. kr., hvis blot en eneste dansk gris konstateres smittet.
Finanskrisen satte Mountain Top to skridt tilbage. Men nu har virksomheden, som producerer og designer tilbehør til pickuptrucks, taget mindst fem skridt frem. En position som markedsleder og tocifrede vækstrater har nu indbragt prisen som Årets Ejerleder i Region Hovedstaden.
L&F bøjer sig for monopolanklager. Efter 12 måneders massiv kritik, politianmeldelse og klager til konkurrencemyndighederne bøjer Landbrug og Fødevarer sig og ændrer vilkårene for det nye DanAvl-selskab, som fremover skal styre handlen med danske avlegrise.
Danmark er pinligt ringe til ligestilling. For mens Island er nr. 1, Finland nr. 2, Norge nr. 3 og Sverige nr. 4, så er Danmark raslet ned fra en 5. plads i 2014 til en 14. plads i fjor og en 19. plads i år i den netop offentliggjorte Global Gender Gap Report 2016 fra World Economic Forum.
Det er flere penge i at være den, der hyrer underentreprenører, end selv at være en. Det kan den voksende entreprenørvirksomhed M.J. Eriksson konstatere efter at både omsætning og indtjening er skudt gevaldigt i vejret. Alene overskudsgraden er på fire år gået fra 2 til 5,2 pct.
Det bliver en umanerligt svær opgave for konkurrencemyndighederne at dokumentere, at Falck har gjort noget ulovligt i forbindelse med det mislykkede udbud i Region Syddanmark. Sådan lyder budskabet fra to eksperter i konkurrenceret, lektor Christian Bergqvist fra Københavns Universitet og lektor Grith Ølykke fra CBS.
Store multinationale virksomheder har alt for let ved at shoppe rundt mellem de forskellige EU-landes skatteregler og på den måde betale så lidt som muligt i skat. Det mener EU-Kommissionen, som derfor har fremlagt en stor skattereform, der vil ensrette skattereglerne, således at de samme regler gælder i samtlige medlemslande.
Indeks spår økonomisk ligestilling mellem kønnene om 170 år. Udviklingen mod ligestilling mellem mænd og kvinder er gået i stå i flere lande, siger World Economic Forum.
Førerløs lastbil fra Uber leverer 50.000 dåseøl. Tirsdag kunne Uber annoncere fremskridt for virksomhedens arbejde med selvkørende biler. Det skete, da en selvkørende lastbil fra Uber gennemførte sin første levering. Læsset med 50.000 Budweiser øl kørte den førerløse bil 200 kilometer fra Fort Collins gennem Denver til Colorado Springs udelukkende ved hjælp af kameraer, radar og sensorer til at aflæse vejen.
Deutsche Bank, Europas største - men også vingeskudte - investeringsbank, undersøger i øjeblikket, hvorvidt man kan slippe for at betale kontante bonusser til medarbejdere i banken. Ifølge Bloomberg håber ledelsen i Deutsche Bank på, at man kan forbedre sin likviditet ved at udskifte kontante bonusser med f.eks. aktier i banken selv. (Bloomberg)
Nye lækkede interne mails fra Hillary Clintons kampagne-lejr viser dyb splittelse omkring håndteringen af den såkaldte email-skandale, hvor Clinton som udenrigsminister brugte private mailkonti i embeds medfør. Skandalen har forfulgt Clinton igennem hele præsidentvalgkampen. (Wall Street Journal)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.


