Fortsæt til indhold

Mange byggeprojekter er på gyngende digital grund

Erhverv
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad

Det er ikke ligegyldigt, hvordan virksomhederne i byggebranchen håndterer sine store datamængder, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Analysefirmaet Gartner har netop udsendt en ny rapport, hvori de konkluderer, at inden 2018 vil 70 procent af aktørerne inden for såkaldt cloudstorage være forsvundet. Det kan stille den danske byggebranche i kritiske situationer.

- Allerede i dag er der mange udfordringer forbundet med brugen af gratis cloudløsninger til dokumenthåndtering: de er sikkerhedsmæssigt usikre og har så dårlig digital struktur til at styre blandt andet versionering, at de øger risikoen for, at man kommer til at anvende for eksempel byggetegninger i en forkert version. Det kan torpedere økonomien i et projekt, siger direktør Thomas Bøgh fra byggeprojekt.dk, der arbejder med og tilbyder professionelle projektweb.

Thomas Bøgh påpeger over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at det ikke kun er på de "små" byggesager, men også på store, hvor aktørerne burde vide bedre, at der potentielt kan vente en stribe af ubehagelige sager forude, for eksempel i kommunerne, fordi man ikke er tilstrækkeligt oplyst om faldgruber og risikoen omkring gratis cloudløsninger.

Han bakkes op af Carsten Schürmann, der er lektor og forsker i blandt andet it-sikkerhed og kryptering ved IT-Universitetet i København:

- Man skal i det hele taget være forsigtig med de gratis services til formidling af data. Dine data og oplysninger er dermed ikke længere private, og drejer det sig om følsomt materiale, bør man være forsigtig. Der findes cloudservices, der er krypterede, og kryptering kan altid anbefales, hvis man som firma arbejder med fortroligt materiale, siger Carsten Schürmann til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ifølge Gartner-analysen deltager der i øjeblikket mange hundrede firmaer i et marked, som rapporten kalder "fierce competition" med voldsom konkurrence, og navnene rækker fra Box, Dropbox til store spillere som Google og Microsoft.