Finanstilsynet godkender salget af Danmarks Skibskredit
Fra midten af november ejer PFA, PKA og Axcel størstedelen af Danmarks Skibskredit.
Ejerskabet af skibsbanken Danmarks Skibskredit er nu faldet endeligt på plads. Banken, der låner penge til danske rederier og offshoreselskaber, er fra midten af november på nye hænder.
Allerede i september blev det offentliggjort, at Danske Bank, Danmarks Nationalbank, Nordea og A.P. Møller-Mærsk sælger 72 pct. af aktiekapitalen i Danmarks Skibskredit til pensionsselskaberne PFA og PKA samt kapitalfonden Axcel. Nu har Finanstilsynet så godkendt handlen.
De tre selskaber kommer til at eje Danmarks Skibskredit gennem holdingselskabet XPP ShareCo A/S.
PFA er med en investering på godt 2 mia. kr. ud af de 4,25 mia. kr., som de tre selskaber i alt investerer i Danmarks Skibskredit, klart den største investor og en meget aktiv ejer.
»Axcel får sin sædvanlige rolle med at stå for den primære drift af værdiskabelsen i selskabet. Men som noget nyt sidder vi tættere på, ved at vi går med ind i bestyrelsesarbejdet,« siger Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA.
Han kommer selv til at sidde i bestyrelsen i Danmarks Skibkredit sammen med Michael Nellemann, investeringsdirektør i PKA, Peter Nygaard, økonomidirektør i Axcel og Christian Frigast, direktør og partner i Axcel. De sidste to bestyrelsesmedlemmer er endnu ikke på plads, ligesom det heller ikke er besluttet, hvem der skal være bestyrelsesformand.
»Det er en billigere måde at investere på for os. Alternativet er at investere gennem en fond, men det er nogle helt andre priser og omkostninger. Når vi ser ind i et lavvækst miljø, som ser ud til at fortsætte, ser vi også ind i lavere afkast, og der bliver omkostningerne bare ekstremt vigtige. Man kan sige, at vi i stedet bruger vores tid på det, men det vurderer vi er givet godt ud,« siger Anders Damgaard.
Både rederi- og offshoresektoren, hvor Danmarks Skibskredit opererer, er sektorer, der er ramt af krise, men det skræmmer ikke Anders Damgaard.
»Danmarks Skibskredit er en nichespiller, der sidder på 1 pct. af verdensmarkedet, hvor kunderne er højkvalitets rederier med stærk økonomi, så der er et højt element af sikkerhed, hvor der bl.a. tages sikkerhed i skibene,« siger Anders Damgaard.
Mens de hidtidige ejere, Danske Bank, Danmarks Nationalbank, Nordea og A.P. Møller-Mærsk, siger farvel til Danmarks Skibskredit, fortsætter Den Danske Maritime Fond stadig som ejer af samtlige B-aktier. De udgør 10 pct. af den samlede aktiekapital.

