Fortsæt til indhold

Potentiel milliardaftale skubber Leo Pharma længere ind på Genmabs territorium

Leo Pharma annoncerede onsdag et partnerskab med en tysk producent af biologiske nichestoffer.

Erhverv

Danmarks tredjestørste medicinalvirksomhed, Leo Pharma, har indgået en potentiel milliardaftale med det tyske biotekselskab Morphosys. Aftalen skal bl.a. sikre, at selskabet kan levere medicinske behandlingsudbud for patienter med alvorlige hudsygdomme.

»I dag har vi faktisk ikke nogen systemisk behandling til dem, der har svære eksemsygdomme. Det er ikke noget, vi er voldsomt stolte over. Det, synes jeg helt klart, at vi må og skal gøre bedre,« siger Kim Kjøller, forskningsdirektør i Leo Pharma.

Med den nye aftale bevæger den kemiske løve sig for alvor ind på markedet for biologiske antistofbaserede lægemidler. Et område, hvor danske Genmab umiddelbart kan virke svære at overse.

»Det er rigtigt, at Genmab har gjort og gør det stadig fantastisk godt. Men med de antistofprogrammer de har, har de indtil nu haft meget fokus på kræftområdet. Et område, vi ikke er interesserede i. Så hvis et af de antistoffer, vi tager frem i det nye samarbejde, også ville virke inden for kræft, så beholder Morphosys faktisk adgang til de indikationer,« siger Kim Kjøller.

Med royalties og potentielle milepælsbetalinger kan et succesfuldt samarbejde ende med, at Leo Pharma sammenlagt må afhænde 111,5 mio. euro per program til Morphosys. Og forudsætningerne for fuld pris er i den grad til stede, forsikrer Kim Kjøller, der i samme ombæring fremhæver Morphosys' imponerende bibliotek af antistoffer som en afgørende faktor for aftalen.

»Det, som er unikt ved dem, er, at de har et nærmest skræmmende stort bibliotek af mulige antistoffer. Over 100 mia. forskellige potentielle antistof-kandidater. Det gør, at de i vores vurdering er bedre til at udpege netop det antistof, der binder sig bedst til det target, vi gerne vil ramme.«

Et af de områder, de ønsker at være styrke, er netop området for biologiske behandlingstilbud. Et område, hvor pipelinen stadig er et work in progress.

»I historisk forstand har vi primært beskæftiget os med små molekyler. Det er det, vi er bedst til. Der har vi en ret god og stærk pipeline. Men det er klart, at inden for det biologiske har vi et behov for at bygge en biologisk pipeline,« siger Kim Kjøller.

Artiklens emner
Leo Pharma