H&M skrotter Beckham og hyrer The Weeknd
I et forsøg på at kapre yngre kunder har den svenske tøjfabrikant H&M valgt ikke at forlænge 41-årige Davis Beckhams kontrakt, der løber ud her til efteråret.
David Beckham er ikke længere garant for at skaffe unge kunder i butikken. Det mener man i hvert fald hos H&M, der har valgt lade kontrakten med den tidligere fodboldstjerne løbe ud. I stedet indsættes den 26-årige musiker Abel Tesfaye, der også går under navnet The Weeknd.
Det skriver Bloomberg.
Billeder af den tidligere engelske landsholdsanfører har ellers fyldt godt i detailkædens butikker, siden de indledte, hvad H&M beskrev som et »længerevarende« samarbejde tilbage i 2011. Siden har den aldrende midtbanegeneral designet alt fra undertøj til regntøj.
Samarbejdet fik for alvor verdens opmærksomhed, da tv-seere i en reklame under Super Bowl (finale i amerikansk fodbold, red.), fik muligheden for at stemme om, hvor meget tøj, den aldrende midtbanegeneral skulle have på.
En talskvinde for H&M afviste, at der er en sammenhæng mellem afskedigelsen af den tidligere Manchester United-spiller og ansættelsen af Abel Tesfaye. H&M vil heller ikke afvise, at et samarbejde med David Beckham kan komme på tale igen.


