En ny modedronning indtager København
Som adm. direktør skal Camilla Frank gøre den danske modeuge endnu mere lækker og trendy for den internationale branche.
Modeugen i København skal profileres på nye og andre måder. Det sker med ansættelsen af en ny adm. direktør for Copenhagen Fashion Week.
Valget er faldet på Camilla Frank, som kommer med erfaringer fra en længere årrække i modemedier - bl.a. jobs som chefredaktør for Alt for Damerne samt Eurowoman. Hun er dermed et kendt ansigt i den danske modebranche.
Ifølge en pressemeddelelse er målet at skabe en revitalisering af de to halvårlige danske modeuger i samarbejde med de vigtigste aktører og konsulenthuset Qvartz. Den strategi skal Camilla Frank føre ud i livet i 2017.
Hun afløser Eva Kruse, der fremover skal fokusere på arbejdet som chef i Danish Fashion Institute - og den organisations strategi med fokus på bæredygtighed samt ikke mindst det internationale topmøde i branchen, Copenhagen Fashion Summit.
Om sin afløser på opgaverne omkring modeugen udtaler Eva Kruse i en pressemeddelelse:
»Camilla har den helt rette profil til at favne det meget brede job, det er at mestre ledelsen af Copenhagen Fashion Week. Desuden er vi i gang med at udvikle en ny strategi for modeugen, så der bliver masser af mulighed for en ny direktør til at være med til at forme den fremtidige platform for modeugen.«
Camilla Frank udtaler samtidig, at »Copenhagen Fashion Week er både nationalt og internationalt et stærkt brand, som jeg har fulgt på sidelinjen i en række år.«
Eksporten af dansk tøj nåede i 2015 rekordhøjde med 26,3 mia. kr. Og her indgår modeugen også som et vigtigt udstillingsvindue rent handelsmæssigt.
Den danske branche er præget af 600 virksomheder - med meget få store i spidsen anført af Bestseller, IC Group A/S og DK Company. Størsteparten er dog små eller mellemstore selskaber.
Ambitionen for organisationerne Dansk Mode & Textil, Wear og Danish Fashion Institute er at jagte en global position som den mest bæredygtige modenation. Det sker under en strategiplan med navnet "Step Up".
»Dansk mode bliver generelt aldrig prisførende, men vi har en unik mulighed for at indtage en konkurrenceposition som verdens mest bæredygtige modenation. Det kan bidrage til yderligere vækst,« har adm. direktør Thomas Klausen, Dansk Mode & Textil, tidligere sagt tlil Finans om ambitionerne.