Anders Holch Povlsen i opgør mod gigantisk vindmølle-projekt
Ejeren af modekoncernen Bestseller overvejer at stoppe planlagte investeringer i Skotland - lige efter nye storopkøb af landområder der.
Den danske tøjmilliardær Anders Holch Povlsen er så vred på etableringen af et gigantisk vindmølle-projekt i Skotland, at han truer med at stoppe millioninvesteringer i landet.
Povlsen, der ejer den danske modegigant Bestseller, er en af de allerstørste jordbesiddere i Skotland - og har for et par måneder siden opkøbt endnu flere godser og jordarealer der.
I følge den britiske avis The Times er Anders Holch Povlsen dog nu yderst utilfreds med, at der er givet et statsligt tilsagn til et meget stort vindmølle-projekt i Sutherland-regionen i den nordvestlige del af Skotland. Argumentet fra den danske tøjchef lyder - ifølge artiklen, at projektet vil skæmme landskabet og skade turistindustrien.
En lang række vindmøller, der bliver op mod 125 meter høje, skal placeres i en stor park, og de kan ses fra flere af hans landejendomme. Ifølge en talsmand for Holch Povlsens selskab, Conservation for Wildland, er han ikke imod vindmølleparker generelt - men imod beslutningen om at tillade et meget stort projekt og dermed en "vindfabrik" netop der i det skotske højland.
I udtalelsen fremhæves, at Holch Povlsens passion for investeringer i Skotland er at bevare den vilde og naturlige skønhed. Og derfor vil kommende investeringer i området nu blive genovervejet.
Sidst i september kom det frem, at Anders Holch Povlsen efter opkøb af to godser yderligere nu ejer mere end 800 kvadratkilometer jord i Skotland. Han er dermed tæt på at være den største jordbesidder i landet. Det fremgik af en artikel i mediet The Press and Journal. Den skotske avis tilføjede, at den danske milliardær nu ejer mere skotsk jord end den britiske dronning Elizabeth.
Anders Holch Povlsen har med de seneste opkøb i alt 11 godser og ejendomme i Skotland, der er kendt for smuk natur og gode forhold for bl.a. jagt samt vildtpleje. Det er blot 10 år siden, at den danske koncernejer begyndte at opkøbe jord og ejendomme der. Bestseller-chefen ejer også store jordarealer og et vildtreservat i Karpater-bjergene, Rumænien.