Fortsæt til indhold

Ung, kvindelig mælkebonde vender konkursbo til præmie-bedrift

28-årig mælkeproducent fra Grindsted kan bryste sig med titlen som årets unge landmand i Danmark.

Erhverv

For et år siden købte hun et konkurstruet, sydjysk landbrug. Nu har den 28-årige mælkeproducent fået bedriften på ret kurs, og det vækker opsigt.

Connie Linde fra Grindsted blev torsdag kåret som "Årets Unge Landmand" foran 700 kolleger, der var samlet til det årlige delegeretmøde i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Fire unge landmænd dystede om årets titel. For alle fire er det ifølge dommerpanelet lykkedes at etablere sig som selvstændige - mens der er hårdt økonomisk pres i det samlede landbrug. Og netop derfor er det også svært for unge at komme ind.

Hos dommerne lød begrundelsen for valget af den unge, kvindelige mælkeproducent Connie Lunde bl.a., at hun er »selvstændig, sparsommelig og med et potentiale til at blive en historisk god og velkonsolideret landmand.«

Dommerne lagde i motiveringen desuden vægt på, at Connie Linde alllerede har en stærk økonomi.

»Det kan man også se på hendes budget og halvårsopfølgning for 2016, hvor hun laver overskud, selv med den nuværende mælkepris,« som det beskrives i en pressemeddelelse om kåringen.

Connie Linde udtaler selv, at hun er glad for prisen. Hun understreger samtidig, at »det vigtigste er, at vi var 30 nominerede, der alle har kunnet etablere sig i erhvervet. Jeg håber og tror på, at det i fremtiden bliver nemmere for os unge at kunne købe en gård.«

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, udtaler om deltagerne i kåringen, at de unge landmænd »arbejder for at der er noget at leve for, samtidig med at der skal være noget at leve af.«

Artiklens emner
Dansk LandbrugsKapital
Martin Merrild