Fortsæt til indhold

Nykredit sender Joakim von And-beskeder ud til »nogle få tusinde kunder«

En personfejl er forklaringen på, at en besynderlig besked tikkede ind i e-boksen hos Nykredit-kunder med aktier i Danske Bank.

Erhverv

Ansatte var i fuld gang med at teste nogle interne funktioner i finanskoncernen Nykredit i lørdags, da en knap pludselig blev trykket i bund og »nogle få tusinde kunder« fik tilsendt et fiktivt købstilbud fra den velhavende tegneseriefigur Joakim von And.

Nykredit kalder fejlen menneskelig, og beklager samtidig hændelsen over for de kunder, som er blevet utrygge.

»Vi er møgærgerlige over, at sådan en fejl sker, for selvfølgelig er der nogle kunder, der bliver bekymrede. Især i disse tider, hvor der er stort fokus på, hvilke mails vi modtager som kunder og it-sikkerhed i det hele taget,« siger Arne Sørensen, kundeservicechef i Nykredit.

Selvom beskeden spredte bekymring blandt flere kunder, har de fleste ifølge Arne Sørensen taget hændelsen med ophøjet ro:

»Nogle kunder har været bekymrede, men endnu flere har heldigvis grinet af os og syntes, at vi var nogle klummerhoveder. Det er jo svært at være uenig i.«

Han forklarer videre, at navnet Joakim von And var indsat i den interne besked for at tydeliggøre, at der ikke var tale om et kundenavn, men at man blot var ved at foretage nogle tests.

Hvad var det for funktioner, I var ved at teste?

»Det ved jeg ikke.«

Hvor mange er beskeden røget ud til?

»Det ved jeg ikke præcist, men nogle få tusinde.«

Hvorfor ligger beskeden klar til afsendelse til kunder med Danske Bank-aktier?

»Det er et rent tilfælde. Det var kun, fordi det var noget med værdipapirer, man sad og testede. Det var så en af dem. Men det er 100 pct. et tilfælde.«

Skal der laves noget om sikkerhedsmæssigt, så man ikke kommer til at skræmme kunderne fremover?

»Det ved jeg ikke, men jeg har været her i mange år, og jeg har aldrig oplevet det. Jeg vurderer umiddelbart, at der er rimelig godt styr på de her ting. Menneskelige fejl sker jo.«

Artiklens emner
Nykredit
e-Boks