Nordjysk fodboldformand scorer millioner i kontorselskab
Selskabet Scan Office har vendt krise til millionoverskud - og forudser ny vækst de kommende år med levering af kontormøbler til danske kommuner.
Mens der er hårdt pres på branchens samlede salg, stormer en dansk virksomhed inden for kontormøbler og -artikler frem. Også med nye opkøb.
Selskabet kom ud af det forløbne år med så stort et overskud, at ejeren har kunnet hente 21 mio. i ekstraordinært udbytte. Pengene bruges - ifølge ham - til at betale restgælden på bankfinansieringen i forbindelse med overtagelsen af selskabet.
Bag Scan Office A/S står den nordjyske erhvervsmand Finn V. Nielsen, der også bl.a. er kendt som formand for fodboldklubben AaB - Aalborg Boldspilklub A/S.
Han blev i 2012 adm. direktør og hovedaktionær i Scan Office, der er en af landets store leverandører af kontormøbler og -udstyr. Finn V. Nielsen har tidligere været chef for grovvarekoncernen Hedegaard.
Efter et økonomisk kollaps i Scan Office blev han sat ind som formand af virksomhedens to banker. Det førte til overtagelse sammen med ledende medarbejdere. Siden har Finn V. Nielsen arbejdet med at vende udviklingen i selskabet, som er delt i to.
Det ene selskab er Scan Office med hovedsæde i Herlev, der arbejder som leverandør og producent inden for kontorindretning. Det andet er Redoffice Scan Office med adresse i Esbjerg og rollen som leverandør af kontorartikler til erhvervslivet.
Nye regnskaber viser, at Scan Office kom ud af 2015/16 med et overskud før skat på 26 mio. kr. Ifølge regnskabet har Scan Office også netop styrket sig fremadrettet gennem en vunden kontrakt med statens indkøbsselskab SKI. Virksomheden skal levere kontormøbler til 70 kommuner de kommende fire år. En aftale som ventes at give en omsætning på ca. 90 mio. kr. årligt.
Af årsregnskabet fremgår det, at der i løbet af regnskabsåret 2015/16 er udbetalt et ekstraordinært udbytte på 21 mio. kr. - mod 15 mio. året før.
Sideløbende med Scan Office fik Redoffice Scan Office A/S samme år et resultat før skat på 6,2 mio. kr. Det betyder, at indtjeningen er fordoblet de seneste to år. Samtidig har selskabet netop købt aktiviteterne i virksomheden Redoffice OneCompany A/S.
Ifølge Finn V. Nielsen vil det køb og den vundne møbelaftale med SKI - i det nye regnskabsår - give en vækst i niveauet på ca. 30 pct. i begge selskaber.
»Fokus er derfor på konsolidering af de nye aktiviteter, samtidig med at den positive udvikling generelt fastholdes og udbygges,« udtaler Finn V. Nielsen om regnskaberne.
| Scan Office A/S (mio. kr.) | 2015/16 | 2014/15 |
|---|---|---|
| Bruttofortjeneste | 82 | 90 |
| Driftsresultat | 26 | 32 |
| Resultat før skat | 26 | 32 |
| Årsresultat | 20 | 24 |


