Kasi-Jesper har forsøgt at købe kollapset smykkefirma tilbage
Smykkefirmaet Endless Jewelry er på vej mod konkurs. Jesper "Kasi" Nielsen, stifter og tidligere topchef, har andre planer - og langer ud efter ledelsen.
Erhvervsmanden Jesper "Kasi" Nielsen gør nu et forsøg på at redde smykkeselskabet Endless Jewelry, som han stiftede for godt tre år siden og senere blev strittet ud af.
Fredag kom det frem, at Endless Jewelry, der bl.a. har rigmændene Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen i ejerkredsen, har indgivet en konkursbegæring.
På Facebook skriver Jesper "Kasi" Nielsen, at han gennem de seneste tre uger har gjort alt, hvad han kunne, for at købe det kuldsejlede smykkefirma tilbage. Det har han forsøgt gennem sit nye smykkeprojekt, Amazing Jewelry.
»Men ikke engang det kunne ejerkredsen finde ud af at blive enige om. Vi vil fra Amazings side gøre endnu et forsøg på at redde dette meget lovende brand,« skriver Kasi-Jesper.
Den kontroversielle forretningsmand stiftede Endless Jewelry i 2013, men blev tidligere på året presset ud af selskabet. Det skete, efter at en håndfuld kendte investorer var rykket ind i ejerkredsen.
Efterfølgende har Kasi-Jesper lanceret en ny ambitiøs smykkesatsning, Amazing Jewelry, der vil sælge smykker gennem egne butikker i både Danmark og udlandet. Det er angiveligt gennem dette firma, at Kasi-Jesper arbejder på at overtage Endless Jewelry.
Den 47-årige iværksætter, der kickstartede sin karriere i Pandora, langer hårdt ud efter ledelsen i Endless Jewelry.
»Man skal aldrig undervurdere, at en ledelse skal have et minimum af viden omkring den forretning, den driver, og det må man sige, at Endless ikke har besiddet, siden mit hold tabte magten i Endless,« skriver Kasi-Jesper på Facebook.
Ifølge storaktionær i Endless Jewelry, Lars Seier Christensen, er der gjort »behjertede forsøg« på at sikre fremtiden for smykkefirmaet - men uden held.
»Nogle gange lykkes ting, og andre gange gør de desværre ikke. Og i Endless' tilfælde lykkedes det altså ikke,« skriver Saxo Bank-rigmanden på sin Facebook-side.


