Nu lukker de første lande for dansk fjerkrækød: Så meget kommer det til at koste
Nu lukker de fjerne markeder et efter et for dansk fjerkrækød. Disse markeder tegner sig dog kun for en mindre del af slagteriernes eksport.
De seneste timer har fjerne eksportmarkeder som Sydkorea og Japan meddelt, at de lukker for import af fjerkrækød fra Danmark.
Importforbuddet kommer efter fund af fugleinfluenza i en dansk fjerkræbesætning på Sjælland.
Slagterierne kan dog glæde sig over, at det kun er eksportmarkederne uden for Europa, der lukker for det danske kyllingekød.
»Eksporten til EU-landene kan opretholdes uændret, og erfaringsmæssigt vil det også være muligt at forsætte eksporten til øvrige europæiske lande (Norge, Schweiz m.fl., red.),« forklarer Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef i Det Danske Fjerkræraad.
Opgørelser fra Landbrug & Fødevarer viser, at de danske slagterier i 2015 eksporterede fjerkrækød til en værdi af 2,85 mia. kr. Heraf blev kun en mindre del - helt præcist 11,5 pct. - solgt til lande uden for Europa.
Det er således kun en beskeden del af fjerkræeksporten, der er i farezonen. Der er umiddelbart heller ingen grund til at frygte stort prispres i Europa, når en større mængde varer skal afsættes her, fordi de fjerne markeder lukker.
»Eksporten til de fjerne markeder består primært af indvolde og kyllingefødder, som ikke kan afsættes i Europa og derfor ikke påvirker priserne her,« siger Jørgen Nyberg Larsen.


