En af Danmarks stærkeste øl har stor fremgang
Specialøl fortsætter fremgangen og det har også spredt sig til et af de gamle og mindre kendte lokale mærker som Wiibroe.
Den stigende efterspørgsel på håndbryggede øl, øl med en historie og specialøl smitter også af på de »gamle specialøl«.
I år har eksempelvis det gamle mærke Wiibroe, som ejes af Carlsberg, haft en vækst, der ligger 6 pct. over det totale ølmarked i Danmark.
Hver november offentliggør Wiiboe sin årgangsøl, hvor en kendt kunstner står bag etiketten. Wiibroe er i høj grad lokalt forankret omkring Helsingør, men interessen for denne specialøl har fået ølentusiaster og andre til at genopdage mærket.
Årgangsøllen har en alkoholprocent på 10,6 og er en af Danmarks stærkeste øl.
»Generelt nyder Wiibroe godt af en mere generel tendens hos forbrugerne, der søger tilbage til rødderne, det nære og det lokale. Wiibroe har en særlig plads i hjertet hos mange i Nordsjælland. I gamle dage kaldte man det for Wiibroe Amt. Men vi ser samme tendens for andre ølklassikere som Rød Tuborg og Gammel Carlsberg. Deres popularitet er stærkt stigende,« siger Jonas Thagaard Bjarkow, der er senior marketingchef for specialøl hos Carlsberg.
Segmentet »specialøl« dækker over alt fra mikrobryggerier til udenlandske mainstream øl som Corona og Budweiser. Renser man tallene for disse øl og koncentrerer sig om egentlige specialøl, så er markedet noget mindre, som det fremgår af grafikken herunder.
Carlsbergs største konkurrent på det danske marked, Royal Unibrew, mærker også fremgang i salget af specialøl. I bryggeriets kvartalsmeddelelse blev netop salget af de mere specielle øl fremhævet.
»Vi glæder os over, at rigtig mange forbrugere har taget godt imod Royal Økologisk samt vores craft øl-serier Schiøtz, Lottrup og Tivoli Beer samt senest vores Odense Mosaic IPA. Vi ser frem til at øge vores innovationsniveau inden for craft øl yderligere med etableringen af vores craft bryggeri i Odense«, siger koncernchef Henrik Brandt fra Royal Unibrew.

