Fortsæt til indhold

Carlsbergs Baltika-bryggeri står for halvdelen af den russiske øleksport

Carlsbergs bryggeri er efterhånden til stede på 77 markeder på verdensplan.

Erhverv

Ruslands største bryggeri Baltika, som er ejet af Carlsberg, er begyndt at eksportere øl til Oman. Det er land nummer 77 som det russiske bryggeri forsøge at trænge ind på.

Eksportstrategien har gennem de senere år været så stor en succes, at over halvdelen af den samlede eksport af øl fra Rusland leveres af Baltika.

Baltika offentliggør ikke specifikke tal for sin indtjening fra eksportdelen eller mængder, men alene i de seneste ni måneder af 2016 er eksporten til Mellemøsten steget med 18 pct. Med et presset hjemmemarked har eksport af øl fået en større betydning for bryggeriet.

»Baltikas eksportstrategi går blandt andet ud på at åbne flere markeder for vores produkter. Udover Oman er vi i år begyndt at sælge øl i Argentina, Pakistan og Burkina Faso,« siger Natalia Samuylova, der er eksportdirektør hos Baltika.

Den stigende russiske turisme betyder også, at efterspørgslen på russisk øl er stigende. Samtidig er der flere steder i verden store enklaver af russere, eksempelvis i London og New York, og det er med til at understøtte satsningen på eksport.

I det hele taget begynder det at lysne en smule for Baltika og dermed Carlsberg i Rusland. Ruslands lovgivende forsamling Dumaen har netop valgt at annullere afgiftsstigninger på øl i de kommende tre år, og alkoholfri øl i Rusland er blevet helt fritaget for afgifter.

Én svale gør ingen sommer, men der er lyspunkter i Rusland.
Cees 't Hart, koncernchef i Carlsberg

I forbindelse med Carlsbergs regnskab for 3. kvartal, som blev offentliggjort for et par uger siden, sagde koncernchef Cees 't Hart, at der er en lang række positive resultater for Baltikas mærker.

»Én svale gør ingen sommer, men der er lyspunkter i Rusland. Vi har været i stand til at gennemføre prisstigninger, og samtidig er det lykkedes at fjerne en del discountøl fra markedet, og dermed har vi fået et bedre forhold mellem mængde og pris,« lød det fra Cees 't Hart.

Baltika sidder på 35 pct. af det russiske marked, og Rusland er Carlsbergs største enkeltmarked. I 3. kvartal stod Rusland for 16 pct. af gruppens samlede driftsoverskud.

Salget af især alkoholfri øl er hastigt på vej frem i Rusland og Baltika O (nul alkohol) sidder på 60 pct. af denne del af markedet.

De 77 markeder, som Baltika er til stede på, kan sammenlignes med Tuborg, der indtil videre er på 70 markeder. Hovedmærket Carlsberg kan købes i 140 lande.

Artiklens emner
Carlsberg
Baltika