Døgnåbne supermarkeder vækker modstand
Bilka skal holde døgnåbent indtil juleaften samt mellem jul og nytår. Det bryder tillidsrepræsentanterne sig ikke om.
Hvis de skæve arbejdstider og den generelle travlhed i julen gør det svært at nå på indkøb, kan man hente flæskestegen i nattetimerne.
I det meste af december holder Bilka nemlig døgnåbent over hele landet. Men mens kunderne måske kan få glæde af initiativet, vil medarbejderne ikke få det, mener Landsklubben Dansk Supermarked i HK Handel.
Bestyrelsen i landsklubben har derfor startet en underskriftindsamling mod de døgnåbne supermarkeder.
»Det ligner et selvmål. Vi tror ikke på, at den pris, som medarbejderne kommer til at betale for natarbejde, tjener sig ind i form af øget omsætning til Dansk Supermarked. Vi oplever ikke en stor efterspørgsel på åbne døre i nattetimerne i vores daglige kontakt med kunderne,« skriver tillidsrepræsentanterne i underskriftindsamlingen.
Samtidig protesterer tillidsrepræsentanterne mod, at de ikke er blevet hørt, før beslutningen om åbningstiderne blev vedtaget.
»Når vi ikke bliver inddraget i en dialog om døgnåbne butikker, må vi give vores holdninger til kende på anden vis,« siger formand for Landsklubben Dansk Supermarked, Lasse Lippert Laursen, til HK Handel.
Da Bilka tidligere i november meddelte, at de 17 supermarkeder skulle holde døgnåbent i julemåneden, lød det imidlertid, at bemandingen til aften- og nattevagterne vil blive dækket af eksisterende ansatte, der frivilligt har sagt ja til at tage vagterne.
Bilka holder åbent fra fredag den 25. november ved midnat indtil den 23. december kl. 22 - samt igen fra den 27.december kl. 8 til den 31. december kl. 15.

