Realkreditrådet: Investorer bruger dansk realkredit som sikker havn
Modsat andre lande er langt den største del af obligationer i Danmark realkreditobligationer, hvor der er tre gange flere realkreditobligationer end statsobligationer.
Det skyldes, at realkreditobligationer har vist sig at være en sikker investering i over 200 år også under kriser, vurderer Ane Arnth Jensen, der er direktør i Realkreditrådet.
- Danske realkreditobligationer bliver brugt som sikker havn for både danske og udenlandske investorer, da de har lav risiko og høj omsættelighed.
- Omsætteligheden er vigtig, fordi investorer belønner omsættelighed ved at kræve en lavere rente. I den danske realkreditmodel kommer den lavere rente boligejere direkte til gode, forklarer hun.
Tal fra Danmarks Nationalbank viser, at realkreditobligationer udgør 73 pct. af alle registrerede obligationer i Danmark, mens statsobligationer og andre statspapirer udgør knap 23 pct.

