Tyske millioner sprøjtes ind i dansk discountkrig
Aldis danske selskab har netop igen sikret sig ny kapital fra ejeren i Tyskland.
En kvart milliard nye kroner er netop hentet ind fra Tyskland til den danske discountkrig. Moderselskabet bag Aldis danske kæde er klar med endnu en kapitalforhøjelse for at styrke den i kampen mod både andre discountkæder og de øvrige konkurrenter i dagligvaremarkedet.
Mandag er der rapporteret til det centrale erhvervsregister, at Aldi Holding ApS med hovedsæde i den københavnske forstad Albertslund har fået en ny forhøjelse af selskabets kapital gennem en ændring af vedtægterne for en måned siden.
Kapitalforhøjelsen er ifølge registreringen på 250 mio. kr. - 50 mio. kr. indbetalt kontant til kurs 500.
Det er den anden kapitalforhøjelse alene i år, da der i februar blev indregistreret et tilsvarende beløb i ny kapital til det danske selskab.
Aldi Holding har samlet haft et underskud på ca. 950 mio. kr. de seneste fem regnskabsår. Tab som er dækket ind fra moderselskabet i Tyskland. Kæden har nemlig fået flere kapitalforhøjelser på i alt op mod 1,5 mia. kr. over en kort årrække.
Og det er nu fulgt op af yderligere 250 mio. kr. her i slutningen af regnskabsåret 2016.
Kæden, der ejes af tyske Aldi Nord, var den første inden for discount i Danmark og åbnede butik i 1977. Siden er der kommet fem andre discountkæder til, som tilsammen har erobret en markedsandel på nu over 40 pct. Aldi har dog stået stille i en årrække og har - ifølge egen vurdering - en andel på omkring 3 pct.
Tyske Volker Kasch, der er chef for det danske selskab, har for et par måneder siden fortalt Finans, at der er opbakning fra moderselskabet til, at kæden her i landet fortsat får tilført nye millioner. Målet er nemlig klart at holde fast i det danske marked og vende udviklingen.
Volker Kasch og den øvrige danske ledelse har i år lagt en ny forretningsstrategi. Kæden vil især kæmpe sig ud af meget store millionunderskud med flere varer og nyindrettede butikker. Aldi omfatter her i landet 222 forretninger. Målet er ikke overraskende at øge markedsandelen og vinde flere kunder fra konkurrenterne i dagligvarehandlen.
»Troen på, at vi kan vende tingene, hænger sammen med, at vi i 2015 havde en vækst i omsætningen, som ligger over markedsudviklingen. Den positive kurs er fortsat i år,« sagde Volker Kasch til Finans i september.
Det er mandag ikke lykkedes for Finans at få en kommentar fra Aldis danske ledelse til den nye kapitalforhøjelse.



