Kriseramt flyselskab på vej mod nyt kæmpeunderskud: Fyrer hver tredje medarbejder
Jet Time skærer dybt og vender tilbage til kerneforretningen. Selskabet dropper flyvninger for SAS og udfaser fragtoperationerne.
Pengene fosser fortsat ud af kassen i det kriseramte flyselskab Jet Time. Virksomheden fyrer nu mere end en tredjedel af medarbejderne i et sidste forsøg på at sikre virksomhedens overlevelse.
Jet Time er på vej mod et nyt trecifret millionunderskud, og ledelsen har derfor besluttet at lukke to af selskabets tre forretningsområder. Medarbejderstaben reduceres med 253 stillinger, og det svarer til en reduktion på 35 pct.
I fremtiden vil Jet Time kun flyve chartertrafik med en enkelt flytype. Selskabet vil udfase otte mindre ATR-72, som flyves for SAS. Desuden skal fragtafdelingen afvikles. Det sker for at gøre forretningen mindre kompleks og omkostningstung.
»Vi er nødt til at lukke de to forretningsben for at sikre Jet Times overlevelse. De to områder giver store underskud, og der er ikke udsigt til en lønsom operation. Det tager vi konsekvensen af,« siger Jørgen Holme, adm. direktør i Jet Time.
Vi er nødt til at lukke de to forretningsben for at sikre Jet Times overlevelse.Jørgen Holme, adm. direktør i Jet Time A/S.
Han tilføjer, at det er utrolig trist at skulle sige farvel til dygtige og loyale medarbejdere.
»Alternativet ville være værre. Med fokuseringen redder vi selskabet og mere end 300 medarbejderes ansættelse,« siger Jørgen Holme.
Jet Time har været igennem et par særdeles turbulente år med store trecifrede millionunderskud. Ved årsskiftet blev Teddy Zebitz, der kom fra Emirates Airlines, ansat til at gennemføre en genopretningsplan. Han blev fyret i slutningen af maj, hvorefter Jørgen Holme overtog chefposten.
Siden er der arbejdet med høj intensitet på at skære forretningen til, og ved at sige farvel til to forretningsområder reduceres omsætningen fra de nuværende 1,7 mia. kr. til ca. 1 mia. kr.
»Vi vender tilbage til Jet Times oprindelige kerneforretning, charterflyvninger, som lagde grundstenen for selskabets succes,« siger Jørgen Holme.
Vi vender tilbage til Jet Times oprindelige kerneforretning, charterflyvninger, som lagde grundstenen for selskabets succes.Jørgen Holme, adm. direktør i Jet Time A/S.
Han henviser til, at selskabet gav solide overskud i 2012 og 2013, før aktiviteterne blev udvidet med kontraktflyvning for SAS og flyvningerne med fragt.
Jet Time havde sidste år et underskud på 142 mio. kr. Ifølge Lars Thuesen, der er bestyrelsesformand og ejer tæt på 100 pct. af selskabet, vil underskuddet i regnskabsåret, der blev afsluttet med udgangen af august være på samme niveau.
»Vi havde forventet tab i år, men det bliver langt større end ventet,« siger Lars Thuesen.



