Nyt dansk biotekselskab får starthjælp fra Novo Seeds
Behandling af neuropatisk smerte er omdrejningspunktet for det nystiftede danske biotekselskab Hoba Therapeutics, der netop er blevet stiftet ved hjælp af et kapitalindskud på 14 mio. kr.
Novo Seeds har sammen med Borean Innovation stået for finansieringen, oplyser Novo Nordisk Fondens investeringsselskab, Novo A/S, i en meddelelse.
Hoba vil fokusere på udviklingen af et nyt terapeutisk protein, som i dyrestudier har vist langvarig effekt over for neuropatisk smerte - og med potentiale til muligvis at være en sygdomsmodificerende behandlingsmulighed, det vil sige en behandling, der bremser sygdommens udvikling.
Neuropatisk smerte, også kaldet nervesmerter, kan skyldes sygdom i nervesystemet, nerveskader efter kemoterapi eller bivirkninger fra sygdomme som eksempelvis diabetes.
- Neuropatiske smerter er fortsat et område med betydelige udækkede behov hos patienterne, og vi er begejstrede for det lovende potentiale, der ligger i denne nye behandlingstilgang, siger Amanda Hayward, bestyrelsesformand i Hoba Therapeutics ifølge meddelelsen.
Hoba Therapeutics er stiftet på baggrund af forskning udført af biotekvirksomheden NsGene, som Neurosearch ejer godt en fjerdedel af.

