Fortsæt til indhold

Fire råd: Sådan får du mere i løn

Er du godt forberedt, kan du gøre din lønforhandling langt mere effektiv.

Erhverv

Lønsamtaler med chefen er ikke lige frem noget, alle ser frem til. Det er ikke sjovt at skulle rose sig selv og det arbejde, man udfører, og risikoen for en akavet situation, hvor chefen er helt uforstående over for ens lønkrav, får mange til at holde igen til lønsamtalen.

Men vil du have mere i løn, er den eneste vej ofte at tage den svære snak med chefen. Lotte Spanggaard er forhandlingsdirektør i fagforeningen Dansk Magisterforening, og hun giver her fire råd til, hvordan du forhandler dig frem til en højere løn.

  • Forberedelsen til lønsamtalen er altafgørende. Du skal være afklaret med dit lønudspil, og det bliver du bedst ved at sætte dig ind i, hvad lønniveauet er i den virksomhed eller branche, som du arbejder i. Brug den viden til at komme med et ambitiøst men realistisk lønudspil. Du skal sætte din barre højt men også vide, hvor din smertegrænse er. Når du kender det generelle lønniveau, kan du bedre tale ind i den virkelighed, som din modpart sidder i.
  • Lønforhandlingen foregår året rundt. Den sker ikke kun den ene dag, hvor du er til selve lønsamtalen. Hver gang du bidrager med et godt resultat til virksomhedens strategi eller lavet noget, der virkelig rykker, handler det om at gøre opmærksom på det. Du skal synliggøre dine succeser, så du kan henvise til dem under lønsamtalen.
  • Husk at lytte. I selve forhandlingen skal man også lytte. Det kan godt være, at du får en afvisning på dit lønkrav, men så må du spørge, hvad I så kan forhandle om. Lyt efter, hvor der er nogle muligheder i forhandlingen og vis lidt rummelighed. Hvis du ikke kan få det i løn, du gerne vil have i kroner og øre, kan du måske forhandle dig til nogle andre ting. Ekstra ferie, abonnementer, en telefon eller iPad, mere frihed, længere barsel osv. Du skal også være kreativ i selve forhandlingen.
  • Afslut forhandlingen på en god måde. Selvom du ikke er tilfreds med den løn, som du har forhandlet dig frem til, så prøv at afslutte forhandlingen ordentligt og værdigt. Samtidig er det en god idé, at du lægger op til, at forhandlingen fortsætter til næste lønforhandling.
Artiklens emner
Dansk Magisterforening