Skotter køber 7.250 m2 af Carlsberg Byen
20 butikker i Carlsberg Byen er blevet købt af udenlandsk investeringsfond. Dermed er en tredjedel af hele butiksarealet for ombygningen solgt.
Netto, Lagkagehuset, Tigerbutikken og 15 andre butikker i det historiske Carsberg-område, som er under gennemgribende ombygning, er blevet solgt.
Det er den skotske kapitalfond Aberdeen Asset Management, der køber ejendommene med i alt 7.250 kvadratmeter, svarende til en tredjedel af det samlede butiksareal for den færdige Carlsberg-by. Parterne ønsker ikke at oplyse salgsprisen, og da handlen ikke er tinglyst endnu har det ikke været muligt at komme nærmere en pris.
Adm. direktør for Carlsberg Byen, Jens Nyhus, er glad.
»Det er første etape af detailbutikkerne, der nu sælges fra, men tingene følges ad, og vi er glade for, at det er muligt at åbne alle butikker samtidigt med, at folk flytter ind,« forklarer Nyhus.
I samme kompleks som de 20 nu solgte butikker er også 32 lejligheder, som er første etape af de 500 lejligheder, der skal bygges under den nuværende lokalplan.
Næste etape af butikker forventes at stå klar i 2019-2020, men her er der endnu ingen aftaler på plads, da dette afventer vedtagelsen af lokalplanen for den del. Jens Nyhus forklarer, at der i næste etape vil komme endnu en dagligvarebutik samt flere cafeer og restauranter, ligesom der med tiden skal være flere butikstyper spredt ud over Carlsberg Byen.
Bag ombygningen af Carlsbergbyen står Carlsberg selv sammen med Realdania, PFA, Topdanmark og Pensam, og det samlede byggeri forventes at stå færdig med over 600.000 kvadratmeter – herunder 3.000 ejerboliger - i 2024.
Den samlede pris for udviklingen af hele det gamle område er 14-16 mia. kr., oplyser Jens Nyhus.


