Søren Dal Thomsen stopper brat hos AP Pension
Søren Dal Thomsen stopper i AP Pension efter seks år på posten som topchef.
46-årige Søren Dal Thomsen forlader overraskende den toppost i AP Pension, et af landets største pensionsselskaber, han har siddet på igennem 10 år.
Det skriver mediet Insidebusiness onsdag eftermiddag. AP Pension har siden bekræftet i en pressemeddelelse, at den adm. direktør stopper. Direktionens andet medlem, Bo Normann Rasmussen, er samtidig indtrådt som konstitueret adm. direktør.
Dal Thomsen bekræfter sit exit over for mediet, men fortæller intet om baggrund eller fremtidige planer og henviser i stedet til AP Pensions bestyrelsesformand.
Finans har indtil videre uden held forsøgt at få en kommentar fra både Søren Dal Thomsen og AP Pension-bestyrelsesformand, gårdejer Niels Dengsø Jensen.
»Efter dialog med formandskabet og orientering til bestyrelsen om de kompetencer, der skal til i AP Pension fremadrettet, har jeg truffet beslutning om at søge nye udfordringer. Det er en tung erkendelse, men jeg vil AP Pension det bedste, og stillingen har forandret sig meget, siden jeg tiltrådte. Derfor er det på tide at prøve noget nyt,« lyder det i en pressemeddelelse fra Søren Dal Thomsen.
Samme sted får direktøren disse ord med på vejen fra sin bestyrelsesformand:
»Vi har sat stor pris på Søren Dal Thomsens evner til at se nye muligheder forretningsmæssigt og i et investeringsmiljø, hvor lave renter i en årrække har gjort det særdeles udfordrende at opnå tilfredsstillende afkast. Vi ønsker Søren Dal Thomsen alt mulig held og lykke fremadrettet.«
Søren Dal Thomsen har været en del af AP Pensions direktion siden 2006, og siddet på topposten siden november 2010. AP Pension forvalter en formue på den gode side af 100 mia. kr.
Pensionskassen har gjort sig bemærket med både markante overtagelser af konkurrenter, vellykkede som mindre vellykkede, og villighed til at satse på alternative investeringer i Søren Dal Thomsens tid på topposten.
I sin tid på topposten har Søren Dal Thomsen også personligt gjort sig bemærket ved at deltage meget aktivt i det politiske spil omkring pensionsbranchen - blandt andet i arbejdet på at skabe modeller, der lader pensionsbranchen investere i landbruget - og for en åben og ganske direkte kommunikationspolitik.

