Fortsæt til indhold

Rejsegigant tjente mere trods uro og brexit

I Danmark og Norden blev Tui, der omfatter det tidligere Star Tour, ramt af terror og uro i Tyrkiet.

Erhverv

Rejsegiganten Tui tjente flere penge sidste år. Men hverken det danske datterselskab, som tidligere hed Star Tour, eller den nordiske division kunne levere den ønskede vækst i omsætning og indtjening. Det skyldes ikke mindst udfordringerne med rejser til Tyrkiet.

Tui, der har hovedkvarter i Hannover i Tyskland, havde i det seneste regnskabsår en omsætning på mere end 133 mia. kr., og driftsresultatet steg med 14,5 pct. til 7,5 mia. kr.

Fremgangen skyldes ikke mindst det britiske marked, som havde et godt år trods EU-afstemningen i juni, hvor briterne beslutning at forlade EU.

Derimod haltede den nordeuropæiske forretning, hvor Tyskland er det største marked.

Heller ikke de nordiske lande kunne levere helt som forventet.

»Terror og uro i Tyrkiet ramte hårdt hos Tui i Norden. Det påvirkede rejselysten til landet, som er en af de helt store sommerdestinationer,« siger Gorm Pedersen, landechef for Tui i Danmark.

Terror og uro i Tyrkiet ramte hårdt hos Tui i Norden. Det påvirkede rejselysten til landet, som er en af de helt store sommerdestinationer.
Gorm Pedersen, landechef for Tui i Danmark.

Det danske selskab, som er det næststørste charterselskab herhjemme efter Spies, skar kraftig ned på programmet til de tyrkiske feriedestinationer. Halvdelen af rejserne blev berørt, og det lykkedes at sende de fleste gæster til andre destinationer, men det var en kostbar manøvre.

Tui havde også ekstra udgifter til at markedsføre navnet Tui, som fremover bliver fælles for alle selskabet i koncernen. Således har det danske selskab skiftet navn fra Star Tour til Tui.

Ifølge Tui Danmark har det ikke skræmt kunderne væk.

»Vores salgstal for den kommende sommer ligger højere end på samme tidspunkt sidste år,« siger Gorm Pedersen.

Han tilføjer, at allerede efter to uger var der flere søgninger på google efter Tui end efter Star Tour.

Regnskabet for det danske selskab offentliggøres først i begyndelsen af 2017.

Artiklens emner
TUI