Mor tjente 400 mio. på sin ene søn - så fik den anden søn en stor pose penge
Fynboen Birgit Krog-Iversen kunne for et år siden præsentere et overskud på 415 mio. kr. i sit personlige holdingselskab. Nu er overskud dog blevet til underskud.
Fynske Birgit Krog-Iversen må være det levende bevis på, at det godt kan betale sig at hjælpe sine børn.
For år tilbage gav hun nemlig økonomisk opbakning til robotudvikleren Universal Robots, hvor sønnen Enrico Krog Iversen var topchef gennem en årrække. Han fik Universal Robots til at vokse til en størrelse, så virksomheden i maj 2015 blev solgt for 1,9 mia. kr. til amerikanske Teradyne.
Salget forgyldte Birgit Krog Iversen, da hun ejede en stor del af aktierne i Universal Robots, hvorfor der røg over 400 mio. kr. ned i lommerne på hende.
Noget af gevinsten fik hurtigt ben at gå på igen, da Birgit Krog Iversen i november sidste år skød 16,5 mio. kr. ind i den virksomhed, hendes anden søn, Heine Krog Iversen, er topchef i, it-virksomheden Timextender.
Gevinsten fra Universal Robots og indskuddet i Timextender afspejler sig i Birgit Krog-Iversens personlige holdingselskab, BKI Holding, som for nylig kom med årsregnskab. I regnskabsåret 2014/2015 var overskuddet på 415 mio. kr., mens det i 2015/2016 blev til et underskud på 780.000 kr.
Birgit Krog-Iversen angiver resultatet for seneste regnskabsår som værende »tilfredsstillende«.
Finans har henvendt sig til Birgit Krog-Iversen ad flere omgange for at høre om investeringerne i virksomhederne, hvor hendes sønner er chefer, men hun har dog ikke reageret på nogle af henvendelserne.
I det seneste regnskab for BKI Holding fremgår det, at investeringen i Timextender er »en langsigtet investering i et selskab med lovende potentiale«. Så måske håber Birgit Krog Iversen igen at tjene penge på en investering, og det vil som sagt ikke være første gang, hvis det kommer til at ske.
Udover Universal Robots tjente hun også penge på Krog Iversen & Co., en af verdens førende producenter af brændeovne, der i 2005 blev solgt for et ukendt millionbeløb til norske Jøtul.
Krog Iversen & Co. havde omkring 240 ansatte og omsatte for knap 200 mio. kr. om året, så prisen for brændeovnsvirksomheden har formentlig ikke været helt lav, da Birgit Krog-Iversen og hendes mand, Henning, solgte familiens virksomhed.
Det ser dog ud til, at der er et stykke vej endnu, til Birgit Krog-Iversen kan lande et stort afkast på Timextender. I de seneste 10 regnskabsår er det blot blevet til overskud to gange, og i seneste regnskabsår lød underskuddet på over 8 mio. kr.
Birgit Krog-Iversen har med sit indskud på 16,5 mio. kr. i Timextender fået en ejerandel på 18,7 pct. i virksomheden.
Timextender har hovedsæder i henholdsvis Aarhus og den amerikanske stat Washington. Virksomheden automatiserer softwareudvikling og skærer med egne ord behovet for manuel programmering væsentligt ned.
»Mange store produkter er opfundet i Danmark, for vi er gode til at få ideer og gøre dem til virkelighed. I TimeXtender er vi pionerer inden for automatisering, og vi har derfor skabt vækst år efter år, men lige nu er der for alvor momentum, så nu skal der sættes endnu hårdere ind,« sagde Timextenders topchef, Heine Krog Iversen, til virksomhedens hjemmeside i november sidste år, da investeringen fra hans mor blev offentliggjort.

