Tilspidset konkurrence saboterer entreprenørs vækstdrømme
Både top- og bundlinje falder hos entreprenørkoncernen Munck Gruppen, som ellers har en strategi om at vokse. Det viser nyt årsregnskab.
Vækst er på dagsordenen hos entreprenørkoncernen Munck Gruppen, men de seneste to år er toplinjen gået den forkerte retning. Nyt regnskab for 2015/16 viser, at omsætningen er faldet til 1,55 mia. kr. For to år siden lå den på 1,7 mia. kr.
»Der er generelt hård konkurrence om jobbene. Det er sværere at vinde opgaverne,« siger Hans Christian Munck, adm. direktør og ejer af Munck Gruppen.
Det er ikke kun omsætningen, der er faldet i koncernen, som bl.a. beskæftiger sig med større infrastrukturprojekter, asfalt og forsyningsledninger. Også lønsomheden er faldet. Overskudsgraden ligger på 5,8 pct., mens den i sidste årsregnskab lå på 8,2 pct. Selvom både top- og bundlinje er skrumpet en smule, er Hans Christian Munck tilfreds med regnskabet:
»Vi synes stadig samlet set, at det er tilfredsstillende resultat. Markedet er presset, og det tror vi, det fortsætter med at være. Det bliver en kamp at holde det niveau, vi har. Der kommer hele tiden mange nye konkurrenter til, også udenlandske entreprenører syd fra.«
Hans Christian Munck fortæller, at koncernen oplever en stigende konkurrence hele vejen rundt. På vejområdet, hvor de statslige investeringer er faldende, kan Munck Gruppen bl.a. mærke en tilspidset konkurrence.
»Vi kan godt mærke, at mængden af de større vejprojekter er blevet mindre. Det smitter af på os og betyder samtidig, at nogle af de virksomheder, der har fokuseret på de store projekter, også går efter de mindre opgaver. Derfor er konkurrencen blevet hårdere på det område,« siger han.
Mens koncernen har oplevet fremgang i aktivitetsniveauet i Munck Forsyningsledninger, har koncernen haft udfordringer på det forretningsområde, der arbejder med havneprojekter.
»Det er ikke lykkedes os at vinde projekter nok sidste efterår, og derfor har vi haft en periode fra årsskiftet og helt frem til sommerferien, hvor vi har haft alt for lidt at lave. Der var ikke så mange store projekter i den periode, og dem, der var, var vi ikke heldige at vinde. Vi var ikke billige nok,« siger Hans Christian Munck.
Derfor valgte Munck Gruppen at gå endnu hårdere efter at vinde nogle projekter, og det er lykkedes. Ordrebeholdningen ser fornuftig ud lige nu, fortæller Hans Christian Munck.
Regnskabstal for Munck Gruppen:
| I mio. kr. | 2011/12 | 2012/13 | 2013/14 | 2014/15 | 2015/16 |
|---|---|---|---|---|---|
| Omsætning | 1.456 | 1.481 | 1.698 | 1.615 | 1.549 |
| Primært driftsresultat | 109 | 100 | 134 | 132 | 90 |
| Resultat før skat | 104 | 102 | 137 | 134 | 92 |
| Resultat efter skat | 79 | 77 | 105 | 103 | 71 |
| Egenkapital | 395 | 434 | 500 | 559 | 580 |
| Overskudsgrad i pct. | 7,5 | 6,8 | 7,9 | 8,2 | 5,8 |
| Antal ansatte | 1.120 | 1.101 | 1.107 | 1.056 | 1.037 |


