Statsrevisorer langer voldsomt ud efter Skat: Helt utilstrækkelig momskontrol
Rigsrevisionen har onsdag offentliggjort en kritisk beretning om Skats momskontrol. Skatteminister Karsten Lauritzen er klar til at skærpe kontrollen.
Skat bliver igen kritiseret skarpt for sin kontrol af udbetalinger i milliardklassen - denne gang om udbetaling af negativ moms.
Statsrevisorerne påtaler således »på det skarpeste«, at Skats kontrol med negativ moms inden udbetaling har været »helt utilstrækkelig«, og at Skats tilrettelæggelse af kontrollen har været »særdeles mangelfuld«.
Kritikken kommer på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen, der konkluderer, at Skat i 2015 kontrollerede 2 procent af virksomheders angivelser om negativ moms. En post, der sidste år løb op i 235 mia. kr., og som er steget med 68 procent fra 2009-2015.
Negativ moms opstår, når virksomheders købsmoms er større end den såkaldte salgsmoms. Når det sker, beder virksomhederne om at få udbetalt den negative købsmoms, og Skat har altså bare åbnet for kassen i 98 procent af tilfældene uden at kontrollere grundlaget.
»Statsrevisorerne finder det afgørende, at ledelsen i Skatteministeriet snarest tager initiativ til at styrke kontrollen, så risikoen for fejludbetalinger minimeres mest muligt,« hedder det i udtalelsen fra Statsrevisorerne.
I november fastslog Skatteministeriets Koncernrevision, at en undersøgelse ikke havde givet anledning til at antage, at området er omfattet af systematisk momssvindel, men at man heller ikke kunne afvise betydelige mangler i de samlede momsindtægter.
Rigsrevisionen skriver i sin rapport, at SK's konklusion er i tråd Rigsrevisionens egne observationer.
Medarbejdere i Skat har løbende advaret om manglende kontrol på momsområdet, og nu, da Rigsrevisionen har givet dem ret, opfordrer Jørn Rise, formand for Dansk Told og Skatteforbund, til at opprioritere området.
»Vi ved, det er et område, hvor der foregår meget svindel, og det kan Danmark ikke holde til, når vi i forvejen sidder og vender og drejer hver en femøre,« siger han.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er enig.
»Omvendt er der ikke noget, som tyder på – hvad nogen jo ellers havde frygtet – at enkeltpersoner eller enkelte firmaer svindler statskassen for kæmpe milliardbeløb, som vi så det i udbytteskandalen,« siger han i en pressemeddelelse.
Han vil fredag præsentere en handlingsplan med konkrete initiativer.